Cactus på stikkerne som SUV

Citroën låner mange elementer fra den aparte succesbil C4 Cactus til en ny SUV, der genbruger Aircross-navnet. SUV’en er samtidig en opladningshybrid, som Citroën er gået i gang med at udvikle.

Citroën Aircross har verdenspremiere på biludstillingen i Shanghai.
Nyt om biler
Fronten med de dobbelte vinkler og lygterne placeret i to niveauer er inspireret både af C4 Picasso og C4 Cactus. Fotos: Torben Arent
Fronten med de dobbelte vinkler og lygterne placeret i to niveauer er inspireret både af C4 Picasso og C4 Cactus. Fotos: Torben Arent

Citroëns unikke C4 Cactus kan blive udviklet til en hel familie af modeller, har bilmærket tidligere sagt, og nu ser vi det første bud på en sådan familieforøgelse.

Cactus-navnet bruges dog ikke igen, idet konceptbilen hedder Aircross – det samme som mærkets nuværende SUV.

Ånden fra Cactus

Aircross-konceptet er ikke en simpel SUV-udgave af Cactus, men designelementer går igen, omend i ændret form, og flere af de praktiske løsninger, atter i ny udgave.

Aircross-konceptet er en forløber for en ny mellemstor SUV. Men produktionsudgaven bliver ikke så stor som konceptet.
Aircross-konceptet er en forløber for en ny mellemstor SUV. Men produktionsudgaven bliver ikke så stor som konceptet.

- Det er ikke en kopi af C4 Cactus. Men det er Cactus-ånden, vi her førere videre i en ny model, siger Citroën-generaldirektør Linda Jackson til Motor ved verdenspremieren i Shanghai.

Citroën beskriver bilens design som en unik personlighed og med ”proportioner og design, der er anderledes end vi er vant til for en SUV. Den udstråler optimisme, tryghed og imødekommenhed.”

Ny slags airbumps

Der er fire skålformede sæder i konceptbilen, som er præget af stærke og friske farver i kabinen.
Der er fire skålformede sæder i konceptbilen, som er præget af stærke og friske farver i kabinen.

Cactus’ efterhånden berømte airbumps er på SUV’en videreudviklet til ”alloy bumps” og ”air signs”. De første, som sidder nederst på siderne, er en mere robust udgave af airbumps og fremstillet af aluminiumsskum og skal beskytte ved bl.a. terrænkørsel. Ideen kommer fra motorsporten.

Air signs sidder under den bageste siderude, og sammen med ”air curtains” i fronten, udformningen af hjulkasserne og smalle sidespejle er de med til at reducere vindmodstanden.

Den farverige kabine har fire store, komfortable sæder, og ved hvert sæde er der højttalere og mikrofon. Dels tænkes de at kunne forbedre lyden fra musikanlæg mm., dels at give mulighed for at vælge den eller de personer i bilen, man vil kommunikere med.

Opladningshybrid

Instrumenthuset udgøres af en stor skærm, og en ekstra skærm i iPad-stil kan på en skinne flyttes fra side til side, så skærmen enten kan bruges af føreren eller forsædepassagereren.
Instrumenthuset udgøres af en stor skærm, og en ekstra skærm i iPad-stil kan på en skinne flyttes fra side til side, så skærmen enten kan bruges af føreren eller forsædepassagereren.

Mens det sidste mest er i spøg- og skæmtafdelingen er bilens miljøvenlige motorteknik alvorligt ment, selv om Aircross ikke bliver første model med teknikken. Aircross-konceptet demonstrerer nemlig, at Citroën er på vej med opladningshybrider.

I dette tilfælde er der en elmotor ved bagakslen med 95 hk/200 Nm i kombinationen med en 1,6 THP benzinmotor med 218 hk/275 Nm.

Batteriet giver strøm til ca. 50 kms ren elkørsel, og den beregnede brændstoføkonomi er 58,8 km pr. liter svarende til et CO2-tal på 39 g/km.

Skal blive Nissan Qashqai-konkurrent

Praktiske løsninger og sjove designdetaljer kendetegner konceptbilen. Læderremmen går igen  fra C4 Cactus.
Praktiske løsninger og sjove designdetaljer kendetegner konceptbilen. Læderremmen går igen fra C4 Cactus.

Der er ikke tvivl om, at Aircross-konceptet varsler en ny SUV som erstatning for den nuværende Mitsubishi-baserede model som konkurrent til bl.a. Nissan Qashqai og Renault Kadjar.

Produktionsudgaven bliver ikke en direkte kopi, og vil ifølge Motors oplysninger blive mindre – særligt smallere - end den 4,58 meter lange og 2,1 meter brede konceptbil. Akselafstanden er ligeledes meget stor: 2,80 meter.