Politiet på jagt efter midter-bilister

I en uge vil politiet have særligt fokus på bilister, der ikke holder til højre.

Man må ikke blive liggende i venstre spor, når der er plads til højre. Det samme gælder midtersporet.
Trafik

”Hold til højre - så kommer vi alle nemmere frem” er overskriften på en kampagne, som politiet og Vejdirektoratet indleder 27. april. I den følgende uge vil politiet have særligt fokus på bilister, der ikke kan finde ud af at køre så langt til højre som muligt og give bøder for det.

- Vi har alle prøvet det. At køre bag en bilist, der stædigt bliver liggende i overhalingssporet, selv om der er masser af plads i den højre bane. Det sinker trafikken og kan skabe farlige situationer, fordi andre trafikanter må bremse op, lyder det i en fælles meddelelse fra Rigspolitiet og Vejdirektoratet.

Sinker trafikken

- Bilister, der ikke holder til højre, sinker ofte trafikken for de bagvedkørende. Derfor er det vigtigt, at bilister trækker ind til højre, så snart der er plads efter en overhaling, siger leder af trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet, Marianne Foldberg Steffensen i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Det giver en mere glidende trafik, større trafiksikkerhed og en bedre udnyttelse af vejen.

Både Vejdirektoratet og politiet taler udelukkende om ”overhalingssporet”, selv om problemet i praksis langt overvejende er bilister, der ligger i midtersporet på motorveje med tre spor i hver retning.

Film opfordrer: hold til højre!

Det samme gælder Vejdirektoratets film, der pædagogisk opfordrer bilister til at holde til højre. Den viser et motorvejsmiljø med to spor i hver retning.

Bøden for ikke at overholde denne ”grundlæggende bestemmelse i færdselsloven” er som udgangspunkt 1.000 kr.