Chevrolets Camaro er klar i en slanket, sjette generation, der skal tage kampen op med Fords nye Mustang. Det sker med vægttab og stærkere motorer.
Af
Torben Arent
Foto
GM
Nyt om biler
Fronten på Camaro defineres af det brede gennemgående element med lygter og grill, som har været et kendetegn for Camaro siden første generation. Den nye version giver bilen et mere beslutsomt udtryk, mener Chevrolet. Fotos: GM
Det er ingen skade til for en sportslig bil at holde vægten. Så måske er der noget om snakken, når General Motors siger, at den nye generation Camaro er blevet mere adræt, let og hurtig at køre.
Bilen har nemlig tabt sig 90 kg eller mere, afhængig af variant.
Foruden mere brug af letvægtskonstruktion er sjette generation lidt mindre end femte udgave. Længden er forkortet seks cm (til 4,78 m) og akselafstanden skrumpet tre cm. Også bredde og højde er reduceret to-tre cm.
Fire-, seks- eller ottecylindrede motorer
Den nye Chevrolet Camaro har fået et mere skulpturelt karrosseri - og er blevet lidt mindre på alle ledder.
Tre forskellige motorer kan amerikanske kunder vælge imellem. Blandt dem noget så småt som 2.0 Turbo (270 hk), der dog er god for en 0-100-tid på under seks sekunder, og en helt ny 3.6 V6 (330 hk) med cylinder de-aktivering.
SS-topudgaven har en LT1 6.2 V8-motor, som blev introduceret med den nye Corvette Stingray, og præsterer 440 hk og 610 Nm – den stærkeste Camaro SS til dato.
Alle motorer fås med ekstrins manuelt gear eller med otte trins automatik.
Lige op med Ford Mustang
Camaro fås med otte tommer skærm i midterkonsollen og en anden, højtopløselig ottetommer skærm som instrumenthus.
Dermed ser Camaro ud til at være i fin form til at dyste mod den nye Ford Mustang, der netop er kommet til Europa. Camaros mindste og største motor svarer i ydelse ret præcis til de to Mustang-motorer, der tilbydes i Europa.
Camaro er bygget på General Motors nye baghjulstrukne Alpha-platform, hvor Cadillac ATS og CTS var de to første modeller, men kun 70 procent af delene går igen.
Camaro kommer til Europa i andet halvår af 2016. Hvilke motorer med hvilke ydelser er ikke afgjort endnu.