Øv: Helt ny Volvo skal til kontrol

Det er lidt af en bet for Volvo, at mærket må kalde sin nye XC90 til sikkerhedstjek få uger efter serieproduktionen var gået i gang.

Volvo XC90 i den nye 2015-udgave.
Bilist

Det må have været en træls opgave for Volvos informationsafdeling i Gøteborg at skulle udsende en tilbagekaldelse af den nye XC90, lige imens den kraftige markedsføring af mærkets vigtigste model i årtier var i gang.

På den positive side tæller, at yderst få eksemplarer er blevet leveret. Kun ca. 200 biler er nået ud til kunder, heraf de 149 i Sverige. Desuden er yderligere et antal biler hos forhandlere og på lagre berørt.

Ledning kan miste isolering

Problemet er en mulig fejl ved en komponent, der styrer dele af airbag- og sikkerhedsselesystemerne. En forkert montering kan betyde, at isoleringen til en ledning kan blive slidt og ødelagt.

Skulle det ske, vil der dukke en advarsel op i instrumenthuset, og sideairbags foran vil ikke fungere korrekt. Der er ikke meldt om uheld, der involverer den potentielle fejl.