Bilen er for de fleste en vigtig del af det kit, der får hverdagen til at hænge sammen. Faktisk står bilen for 77 procent af al persontransport i Danmark. Uden bilen går Danmark derfor populært sagt i stå.
Men til forskel fra andre daglige forbrugsgoder er biler i Danmark en skattekilde, der ikke finder sit lige andet steds. FDM har derfor i forbindelse med valgkampen lavet en kampagne, hvor vi viser hvad andre dagligvarer ville koste, hvis de også skulle betale registreringsafgift på niveau med bilerne.
Almindelig bil i Tyskland – luksus i Danmark
Vi har i kampagnen taget udgangspunkt i årets bil i Europa, en VW Passat, som samtidig er den næstmest solgte bil i Tyskland. Det er den bestemt ikke i Danmark. Her skal man være usædvanlig velstående for at kunne købe en ny Passat.
Det er med andre ord et helt almindeligt køb for en familie i vores sydlige naboland på linje med bagerbrød, mælk, barnevogn og mobiltelefon. I Danmark er Passat blevet ophævet til luksusbil alene pga. registreringsafgifterne.
Registreringsafgiften på biler er et levn fra fortiden, og den fungerer i dag først og fremmest som en luksusafgift på mobilitet. Men bilen er ikke luksus, men en nødvendigheden for de mange, der skal få arbejde og privatliv til at gå op i en højere enhed. Det gælder især i de store dele af landet, hvor kollektiv transport ikke er et reelt alternativ, og hvor afstandene er så store, at cyklen kommer til kort.
Registreringsafgiften gavner hverken miljø eller sikkerhed
Det bliver ofte brugt som forsvar for de høje afgifter, at de skal dække de negative samfundsomkostninger der er forbundet med bilismen. Men faktum er, at bilismens negative omkostninger ifølge de miljøøkonomiske vismænd kun udgør cirka 1/3 af bilafgifterne.
Et andet argument er, at afgifterne er blevet sat markant ned de seneste år. Det er dog en sandhed med modifikationer. I 2007 indførte man et fradrag for biler, der kører langt på literen. Et sådan fradrag vil i sin natur udhule afgiftsprovenuet og det har rigtigt nok haft en positivt effekt for afgiften for de mindste biler. Problemet er at alle biler, der er større end simple mikro- og minibiler møder den danske afgiftsmur.
Effekten af registreringsafgiften ses tydeligt i gadebilledet. De fleste af de biler, der sælges i Danmark, er små og simple. Dermed opfylder de hverken forbrugernes transportbehov eller ønsker til høj sikkerhed og lav miljøpåvirkning. Registreringsafgiften er altså indrettet, så den i praksis hæmmer udbredelsen af mere sikre og miljøvenlige biler.
Afgifter skal baseres på bilens teknik
FDM vil derfor arbejde videre for en grundlæggende reform af de danske bilafgifter. Vi skal væk fra en værdibaseret registreringsafgift. I stedet skal vi indføre en teknisk afgiftsmodel, med løbende betaling, der på længere sigt kun dækker de negative samfundsomkostninger ved bilismen.
Hvis du vil hjælpe os, kan du spørge de politikere, du møder i valgkampen om hvad deres visioner for fremtidens bilafgifter er.