Danmarks nye vej hedder rute 17

Frederikssundsmotorvejen får rutenummer 17. De første gule tavler med nummeret dukker op i trafikken 15. december.

Trafik

Lige før jul får Danmark en ny vej. Eller mere præcist et nyt rutenummer.

Når transportministeren indvier første etape af Frederikssundsmotorvejen 15. december, dukker der nemlig samtidig et nyt skilt op i den sjællandske trafik.

Gammel beslutning

Det vil den dag åbenbare sig for trafikanterne, at den nye motorvej får rutenummer 17. Det ligger i tråd med, at den nærliggende Hillerødmotorvejen har rutenummer 16, Helsingørmotorvejen rute 19 og Holbækmotorvejen 21.

Den nuværende Frederikssundsvej har det sekundære rutenummer 211.

Ifølge projektleder for Frederikssundsmotorvejen, Niels Gottlieb, har vejen haft det nummer i mange år. Men da vejen rent fysisk ikke var ret lang, ca. tre km og ikke rigtig førte fra eller til noget, har det ikke givet mening at bruge rutenummeret før nu.

Når motorvejen indvies, vil rutenummer 17 således dukke op på de store tavler på Motorring 3, hvor bilisterne fra da af kan dreje ind på rute 17.

Ikke på vejkortene endnu

Kraks kort er ene blandt de gænge online-kort om at have rute 17 med. Selv ikke Vejdirektoratets egen Trafikken.dk har nummeret med.
Kraks kort er ene blandt de gænge online-kort om at have rute 17 med. Selv ikke Vejdirektoratets egen Trafikken.dk har nummeret med.
Bortset fra de få skilte vil det nye rutenummer ikke være særlig synligt.

Af de større online-leverandører af vejkort er det kun Krak, der har opdaget det nye vejnummer og lagt det ind på sit kort.

Hverken hos Google Maps, De Gule Sider (Tele Atlas) eller sågar Vejdirektoratets eget kort (Kort & Matrikelstyrelsen) på Trafikken.dk eksisterer det nye vejnummer endnu.