Bilister skal køre i futtog

Nye forsøg genopliver den gamle drøm: at bilerne kan køre af sig selv. Volvo tror på projektet, hvor flere biler er lænket elektronisk sammen og anført af en bil med en aktiv chauffør bag rattet. Motor prøvede det for 13 år siden.

Uden hænder: Føreren i Volvo-testbilen kan læse avis, mens en lastbil "trækker" personbilen efter sig.
Nyt om biler

Tanken er fascinerende: Bilturen til Middelhavet er lige begyndt, og familiebilen er kun nået til Bremen, da chaufføren lægger bilen ti meter bag en anden bil på autobahn, trykker på ”auto” og læner sig tilbage med en avis og en kop kaffe. Og inden bilen foran trækker ind ved Hannover, kan det vel også blive til at powernap.

Det første praktiske forsøg med vejtog gik fint, selv om sne dækkede nogle vejstriber på Volvos testanlæg nordøst for Gøteborg.
Det første praktiske forsøg med vejtog gik fint, selv om sne dækkede nogle vejstriber på Volvos testanlæg nordøst for Gøteborg.
Den vision kan blive virkelig inden for de næste ti år, tror Volvo, efter at det første praktiske forsøg med såkaldte vejtog er faldet godt ud.

På Volvos store testanlæg Hällared i nærheden af Gøteborg har folkene bag forskningsprojektet Sartre netop udført de første afprøvninger uden for en simulator.

En milepæl

- Det er en milepæl af dimensioner for dette vigtige, europæiske forskningsprogram, siger Tom Robinson, der er projektkoordinator for Sartre og arbejder i firmaet Ricardo, der styrer projektet.

- De syv deltagende virksomheder, der kombinerer deres viden og erfaringer, styrer projektet direkte mod virkeliggørelsen af sikker og effektiv vejtogs-teknologi, tilføjer han.

Elektronisk træktov

Vejtog er en konvoj af biler, hvor en professionel chauffør i den forreste bil ”trækker” en stribe andre biler. Hver bil måler afstand, hastighed og retning og justerer sig ind efter førerkøretøjet.

Bilerne er ikke fysisk sammenkoblet og kan forlade konvojen til enhver tid. Men så længe de kører i konvojen, kan bilisterne slappe af og foretage sig andre ting.

Mere sikkert og miljøvenligt

Formålet med vejtog er først og fremmest at forbedre trafiksikkerheden, da teknikken minimerer den menneskelige faktor. Desuden reducerer kolonnekørslen brændstofforbruget med op til 20 procent, og eftersom bilerne kører ved motorvejshastighed med få meters afstand, giver vejtog en bedre udnyttelse af vejene.

Og endelig er der den mest motiverende faktor for den enkelte bilist til at anskaffe udstyret: Det er bekvemt at kunne slippe rattet på lange motorvejsture.

De tests, der nu er udført, omfatter et førerkøretøj og en enkelt følgebil. Ved hjælp af afstandsradar, kamera til aflæsning af vejstriber og elektronisk kommunikation mellem køretøjerne kan en eller mange følgebiler hægte sig på førerbilen.

Klar om ti år

Sartre er et EU-forskningsprojekt, Safe Road Trains for the Environment, med syv partnere, hvoraf Volvo Cars er eneste bilmærke.

Volvo anser det for realistisk, at teknologien er i brug inden for ti år. Forsknings-kilder siger dog til Motor, at det i første omgang bliver lastbiler, der kommer til at bruge teknikken.

Historien viser i øvrigt, at den slags teknologi kan tage længere tid end forventet, at udvikle og gøre egnet til virkeligheden.

Første forsøg i 1995

Praktiske test med "platooning", som vejtog blev kaldt den gang, fandt bl.a. sted i Californien i 1997 og i Holland i 1998.
Praktiske test med "platooning", som vejtog blev kaldt den gang, fandt bl.a. sted i Californien i 1997 og i Holland i 1998.
De første forsøg fandt sted i Japan i 1995, og Motor prøvede teknikken under praktiske forhold i 1998. På en endnu ikke åbnet motortrafikvej ved Rijnwoude i Holland kunne Motor og andre inviterede køre afsted i tre Cadillac’er, der med 100 km/t og tre-fire meters afstand fulgte en fjerde med en aktiv chauffør. Føreren af de tre bageste biler rørte hverken rat eller pedaler.

Den gang blev teknologien kaldt Automated Vehicle Guidance, AVG. En afgørende forskel fra den gang til nu er, at i 1998 var der boret en lille transponder ned i asfalten med omkring 50 meters mellemrum.

Det nye Sartre-forsøg kan gennemføres på almindelige motorveje.

 

 

Se film fra forskningsprojektet: 
Film 1
Film 2