Få inspiration til alkoholfrie juledrinks til bilisterne

FDM opfordrer bilisterne til også at sørge for drinks uden alkohol, når der inviteres til julefrokost eller middag i juledagene.

Bilist

Juledagene byder på masser af julefrokoster og middage, og ofte er der ikke sparet på de våde varer. Men for bilens chauffør kan det være lidt en udfordring, når man ser de øvrige gæster drikke vin, øl, snaps og kulørte cocktails og selv må holde sig til vand eller sodavand. Derfor opfordrer FDM til, at man som vært husker på, at mange gerne vil have bilen med hjem fra festen.

”Alkohol og bilkørsel er en meget dårlig cocktail. Så hvis man skal have gæster, så bør man også sørge for lækre alkoholfrie juledrinks til dem, der skal køre bilen hjem,” siger FDMs adm. direktør, Thomas Møller Thomsen.

En af de populære juledrikke er julegløgg, og denne drik kan også fremstilles helt uden alkohol. Rådet for Sikker Trafik har lavet dette bud på en lækker julegløgg uden alkohol:


HjuleGløgg
Ingredienser:
• 1 liter solbærjuice
• 1/2 dl ahornsirup
• 1 stang kanel
• 1 spsk. hele nelliker
• 5 hele stjerneanis
• 1 spsk. kardemommefrø
• Skallen fra en økologisk appelsin
• 1 appelsin i tern
• 10 Amarenakirsebær i sirup (eller kirsebær fra almindelig kirsebærsauce)
• 1 dl grofthakkede hasselnødder
• 1 dl rosiner

Fremgangsmåde:
Varm juice, ahornsirup, krydderier og appelsinskal godt igennem. Si krydderierne fra. Fordel appelsinstykker, kirsebær, rosiner og hasselnødder i fem glas og hæld gløggen over.

Tip: Juice og krydderier kan med fordel trække nogle timer, inden du serverer den.
 


 
 

Festlig aften kan give spritkørsel dagen derpå

Se flere opskrifter på alkoholfrie drinks

Alkoholfrie drinks til kørende gæster