Opel bringer Monza tilbage i lyset

Opels legendariske coupé fra 1978-1986, Monza, genopstår nu som konceptbil. Men mere for at vise Opels fremtid i design og teknik end som løfte om at coupéen kommer tilbage.

Opels topchef Karl-Thomas Neumann med Opel Monza Concept, der giver et vink om fremtidens Opel-design.
Nyt om biler

Opel Monza Concept hedder denne konceptbil, som vi her ser noget af fronten af. Dermed støver Opel det 35 år gamle navn af forud for efterårets store bilshow i Opels hjemby, Frankfurt.

- Monza Concept er visionen for Opels fremtid. Bilen udtrykker vores helt grundlæggende værdier, der bygger på tysk teknologi, opsigtsvækkende design og innovative teknologiske løsninger, siger firmaets nye administrerende direktør, Karl-Thomas Neumann.

- Konceptbilen vil være en rettesnor for designet af vore biler i årene fremover, tilføjer han.

Justering af Opels design

Dermed ser der ud til at være optræk til – om ikke atter en total ændring – så i hvert fald en justering af Opels design.

Ud over designet fokuserer konceptbilen på to vigtige temaer for Opels fremtid: brændstofbesparelse og kommunikation.

Opel giver dog ingen detaljer om, med hvilke teknologier konceptbilen vil blive mere grøn.

Den talende bil

Det samme gælder kommunikation, men heller ikke her får vi endnu nogen konkret at vide. Kommunikation vil formentlig omfatte både internetadgang og anden elektronisk kommunikation for de ombordværende og den nye bil til bil-kommunikation, hvor biler ”taler” med hinanden og vejudstyret for at høje sikkerhed, komfort, fremkommelighed og miljø.

Selv om Opel nu vælger at støve det gamle Monza-navn af, er der næppe direkte udsigt til, at den mellemstore coupé genopstår.