Kør en omgang med Jason Watt

Sportscar Event rykker til FDM Sjællandsringen, hvor du kan købe dig til en tur som passager ved siden af Jason Watt, når han gir’ den gas i sin Ford GT.

Bilist

Den første del af det årlige Sportscar Event, der blev kørt på FDM Jyllandsringen i lørdags, kommer nu til Sjælland, og denne gang sidder racerkører Jason Watt bag rattet i en af de knap 60 sportsvogne.

På søndag d. 16. juni, kan man købe en tur som passager i hans Ford GT, når han gæster FDM Sjællandsringen som ambassadør for Sportscar Event.

Prisen er 1.400 kr. for to omgange, og overskuddet går til Børnecancerfonden, der hjælper ca. 200 børn og unge, der årligt rammes af kræft.

Glæde for børn og pårørende

Jason Watt stiller op til velgørenhedsarrangementet som ambassadør for Sportscar Event.

– Kræft er bare en rigtig skidt sygdom, som slet ikke burde ramme børn. Jeg vil gerne være med til at skaffe midler til kræftbehandling, men også være med til at give de ramte børn, deres søskende og pårørende, som også tit har det svært, et pusterum væk fra det fokus, der er på deres sygdom. Og netop det gør vi jo til Børnedagen. Her kommer vi kørere tæt på dem, vi hjælper, siger Jason Watt i en pressemeddelelse og hentyder til de børnedage forud for arrangementerne, hvor han og de øvrige i feltet har kørt med kræftramte børn fra henholdsvis Skejby Sygehus og Rigshospitalet.

Fest for ørerne

Selv om han skal køre det meste af dagen i sin Ford GT, der yder 850 hk, skal Jason Watt også se feltet øvrige sportsvogne.

– Jeg glæder mig rigtig meget til at se og høre den brutale Lamborghini Aventador i action. Og så den her kroatiske elbil med 1.000 hk, Rimac. Den rappe Wiesmann skulle også være noget af en køremaskine. Der er jo så mange biler, man normalt ikke kommer i nærheden af, så det bliver generelt bare en mega fest for øjnene og ørerne.

Ture ved Sportscar Event koster fra 300 kr. og op til 1.600 kr. – dog 2.500 kr. for en tur i den kroatiske Rimac.

Succes i Jylland

Den jyske del af sportscar Event i lørdags på FDM Jyllandsringen var i øvrigt den hidtil mest besøgte med tæt på 4.000 tilskuere og 1.600 solgte ture.

Sportscar Event finder sted på FDM Sjællandsringen d. 16. juni fra kl. 09 til 16. Entré 50 kr.

Læs mere om bilerne og arrangementet her 

SE MERE: Stort galleri fra Sportscar Event