Med et nyt lovforslag lægger regeringen op til, at det fremover er bilejeren, som hæfter for en bøde, hvis ejerens bil bliver fotograferet for en hastighedsoverskridelse. Også selvom forseelsen er begået af en anden. Begrundelsen er et ønske om effektivisering af politiets arbejde, hvilket umiddelbart kan synes fornuftigt nok. Men samtidig begiver regeringen sig ud på et retssikkerhedsmæssigt skråplan.
For hvor det indtil nu har været et grundfæstet princip, at man var uskyldig indtil det modsatte var bevist, bliver det fremover op til bilejeren at bevise sin uskyld, hvis ejerens bil er blevet fotograferet i en Automatisk Trafik Kontrol. Selvom forslaget alene omfatter hastighedsoverskridelser, der ikke medfører frakendelse eller klip i kørekortet, er det alligevel værd at overveje konsekvenserne.
Bilejeren som låner sin bil ud, skal gøre sig klart, at hvis bilen bliver fotograferet, er udgangspunktet, at det er ejeren, som hæfter for bøden, også selvom han eller hun ikke førte bilen eller på anden måde var ansvarlig for lovovertrædelsen. Hvis biles ejer ønsker at slippe for bøden, er det ikke nok at henvise til, at han eller hun ikke var fører af bilen. Nej, man skal også udføre politiets arbejde og opklare, hvem der så sad bag rattet og inden 30 dage få den pågældende, der førte bilen, til selv at erkende sin forbrydelse overfor politiet. Hvis ikke det er muligt, bliver bilejeren betragtet som den skyldige, og bøden bliver inddrevet hos vedkommende.
Lovforslaget begrundes med ressourcebesparelser hos Politiet, fordi de slipper for at bruge tid på at opklare, hvem der faktisk førte bilen på overtrædelsestidspunktet. Det er svært ikke at se forslaget i forlængelse af beslutningen om at firdoble antallet af ATK vogne og Finansministeriets store forventninger til forrentning af investeringen i form af mangedobling af bødeindtægterne.
Inden man var færdig med at glæde sig over de forventede øgede indtægter til statskassen, bliver man opmærksom på, at der i dag bruges mange ressourcer på at identificere, hvem der førte bilen, og at dette arbejde selvfølgelig fremover vil blive endnu større, når der går flere i fælden. Og så kommer forslaget om at lade bilejeren hæfte og udføre politiets arbejde, hvis han ikke blot betaler bøden, uanset om han er skyldig eller ej, blot for at undgå bøvlet. Effektivt, men retssikkerhedsmæssigt betænkeligt og meget udansk.