Sikkerheden for bilens mindste passagerer er gennem flere år blevet stadig bedre. Årsagen er ikke bare mere sikre biler, men også at autostolene på flere områder er blevet mere sikre, ligesom der blandt forældre er en øget bevidsthed om, at børn skal sidde i en godkendt autostol, der passer til deres størrelse.
Her har særligt isofix-systemet gjort det både nemmere for forældre og andre at spænde autostolene fast i bilen, så de står mere stabilt i tilfælde af en kollision. Nu har autostolen Cybex Anoris T, som passer til børn op til ca. seks år, som den første tilmed fået en airbag.
Airbaggen sidder i en pude foran barnet, som i daglig brug benyttes til at holde barnet på plads i autostolen. I tilfælde af en kollision pustes airbaggen i løbet af 40 millisekunder op og fastholder på den måde barnet i stolen, så det ikke udsættes for voldsomme bevægelser.
”Den nye autostol med airbag er den største nyhed i årets store test, hvor sikkerheden blandt de 32 autostole generelt er høj. Airbags har vi kendt i biler i årtier, hvor de har forbedret sikkerheden markant. At den første autostol nu også har fået indbygget airbag, er kun positivt og viser sig i testresultatet, der er til seks stjerner. Det er det bedste resultat for en autostol i flere år,” siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen og tilføjer:
”Autostolen med airbag fra Cybex skal altid monteres fremadvendt. Den passer derfor først til børn i alderen 18 måneder og op til seks år, og er testet med to dukker, hvor den ene svarede til et barn på halvandet år og den anden et barn på seks år. I begge tilfælde var sikkerheden i top og næsten lige så god som i bagudvendte autostole.”
Det er dog ikke kun autostolen fra Cybex, der imponerer i testen. Blandt de øvrige 31 stole får de 21 fire eller fem stjerner, mens seks stole kun er betinget anbefalet. Fire autostole dumper på dårlig sikkerhed eller fund af skadelige stoffer.
Hvor sikker en autostol er, hvis uheldet er ude, afhænger dog i høj grad af, at den betjenes korrekt. Både når det gælder montering i bilen, og når barnet skal spændes fast.
”Tidligere undersøgelser har vist, at mange ofte betjener autostole forkert, hvilket forringer sikkerheden. Derfor er nem montering og betjening et afgørende parameter, når vi tester autostole. Også her er der sket en forbedring over årene, så risikoen for fejlmontering er blevet minimeret. Det ændrer dog ikke på, at det er vigtigt, at alle i familien bliver fortrolig med at bruge autostolen. Det gælder ikke mindst, hvis man ofte flytter stolene ind og ud af bilen, eller hvis bedsteforældrene skal have børnene med i bilen,” siger Søren W. Rasmussen.
Sådan vælger man den rigtige autostol
- Stolen skal passe til barnets størrelse (alder, vægt, højde)
- Stolen skal passe til bilen. Prøv stolen i bilen inden køb
- FDM anbefaler kun autostole, der har fået mindst fire stjerner i FDMs autostoletest
- Til de større børn anbefaler FDM selepuder med rygstøtte, da de beskytter bedre. Selepuder uden rygstøtte er dog bedre alternativer i forhold til at lade børn sidde på bilens sæde. F.eks. hvis legekammerater skal med i bilen
- Børn under 135 cm skal være spændt fast i godkendt sikkerhedsudstyr, der passer til deres vægt og højde
- Autostole og selepuder skal være godkendt med ECE 44-03, ECE 44-04 eller ECE R-129 (i-Size)
- Det koster et klip i kørekortet, hvis barnet ikke er spændt fast i godkendt autostol eller selepude, der passer til barnet