
Den nye Ford Focus er på vej til Danmark og resten af verden. For første gang nogensinde producerer Ford én fælles bil til hele verden.
Det har fabrikken ganske vidst hævdet at den gjorde med både den gamle Focus og Mondeo, men med ret store forskelle fra land til land. Nu er der altså fælles fodslag på alle Fords fabrikker verden over, og ud over designet er det tilmed motorer, udstyr og sikkerhed, der bliver ensrettet.

Den elektriske servo er desuden koblet til et kamera, så rattet både vibrerer og drejer af sig selv, hvis man er ved at køre ud af sin vognbane, og andre sensorer holder øje med de øvrige trafikanter. Et kamera holder øje med trafikskiltene, og symbolet med hastighedsgrænsen begynder at blinke, hvis man kører for stærkt – et system der også gælder ved midlertidig skiltning, f.eks. i forbindelse med vejarbejder.
Også førerens kørestil overvåges, og et signal om tid til en kaffepause eller en powernap lyser op, hvis systemet aner uråd.
Ford Focus er en naturlig forstærkning af den tone, som C-Max slog an, og Focus fuldender så at sige paletten med sin firedørs sedan, sin femdørs hatchback og den store stationcar.

Servostyringen er 100 procent elektrisk, hvilket ind i mellem kan opleves lidt kunstigt, men her er det lykkedes for Ford at skabe en usædvanlig fin fornemmelse, når man sidder med rattet i hænderne. Det gør det sjovt at køre i Focus. Ford hævder, at det er en væsentlig dyrere løsning end normalt, men at den ud over muligheden for at kunne finjustere styrekræften også er valgt for at kunne integrere flere sikkerhedssystemer, samt for at få brændstofforbruget reduceret, idet en elservo jo kun skal bestille noget, når man drejer på rattet.
I maskinrummet er der lagt i ovnen til noget af en fest, hvis man vel at mærke kravler lidt op ad prisstigen og vælger den nye Ecoboost benzinmotor, som er en turboladet 1.6er med enten 150 hk eller 183 hk.

Billigste variant får en 105 hestes 1.6-liters benzinmotor med direkte indsprøjtning, men uden turbo. På dieselsiden er det 1.6- og 2.0-liters motorer, der står for udvalget, og de største af dem fås med Powershift gearkassen med dobbeltkobling – en teknik, der bringer Focus op i den teknologiske superliga.
I forhold til den gamle Focus er den nye kun vokset marginalt i de udvendige mål. Alligevel opleves bilen en hel del større indvendigt, hvilket tilskrives en langt bedre pladsudnyttelse end før. Både ved for- og bagsæder kan selv voksne få plads, og en umiddelbar sammenligning med VW Golf – som ellers er noget af det mest rummelige der fås – ender uafgjort.
På sikkerhedssiden er der gjort alt for, at Focus i lighed med C-Max også kan opnå de maksimale fem stjerner i Euro NCAP-crashtesten. Det får vi inden længe at se, men en af nyskabelserne er i den sammenhæng en B-stolpe, der er opbygget med fem pladetykkelser, der er svejset sammen med laserteknologi. Det giver en langt stærkere konstruktion, uden at vægten samtidig øges.
Priserne starter på cirka 260.000 kr., når bilen når Danmark i slutningen af april.