Det bliver fra årsskiftet lidt grønnere at tanke sin benzinbil.
1. januar øges iblandingen af bioætanol i oktan 95-benzin på landets tankstationer. Det betyder, at den nuværende E5 med fem procent bioætanol erstattes af en ny E10-standard, der indeholder ti procent bioætanol.
Baggrunden for den højere iblanding er, at man fra EU’s side ønsker at mindske bilers CO2-udledning ved at øge kravene til iblandet bioætanol.
”Det giver god mening at øge mængden af bioætanol i brændstof, da det sænker CO2-udledningen. Vel at mærke så længe bilerne ikke tager skade. Energieffektiviteten, altså hvor langt man kører på literen, er stadig stort set den samme, så det er marginalt, hvad man som almindelig bilist vil opleve af forskel, hvis overhovedet nogen,” siger leder af FDMs tekniske rådgivning, Lone Otto.
Med den nye E10-standard vil det nuværende E5 mærke på tankpistolerne blive erstattet med et E10 mærke. Dog kun på oktan 95. Højoktan benzin med oktan 98 eller mere vil fortsat have den lavere E5-iblanding af bioætanol og derfor stadig være mærket E5.
Det vil ikke være alle biler og motorcykler, der kan køre på den nye E10-standard. Alle benzinbiler produceret efter 1. januar 2011 er dog godkendt til E10. Ofte fremgår det af et mærke på bilens tankdæksel.
”Derfor er det vigtigt, at man sikrer sig, at ens bil kan køre på E10-benzin, inden man tanker. Det kan man gøre på hjemmesiden E10benzin.dk eller ved at kontakte bilmærkets importør. Kan bilen ikke køre på E10, anbefaler FDM, at man fremover tanker E5-benzin med et højere oktantal. Også selvom det er lidt dyrere. Ellers risikerer man skader på bilen,” siger Lone Otto og tilføjer:
”Der sker ikke noget ved, at man kommer til at tanke en smule E10, blot man efterfølgende fylder E5-benzin på. Men har man fyldt tanken med E10, bør man få den tømt. Helt som ved anden fejltankning.”
Den nye højere iblanding af bioætanol gælder kun for benzin. Bilister, der kører på diesel, skal fortsat tanke med ’pistolen’ mærket med B7.