Ny standard gør autostole mere sikre

De mindste børn kan sidde mere sikkert i bilen, viser FDMs seneste autostoletest.

Pressemeddelelse

Ny standard med skærpede krav til sikkerheden gør autostole til de mindste børn sikrere. Det viser årets første store test af autostole, som FDM har lavet i samarbejde med en række europæiske bilklubber og forbrugerorganisationer.

I alt 32 autostole er med i forårets test, hvor særligt de nye i-Size autostole til de mindste børn skiller sig positivt ud. i-Size stolene er godkendt efter den nye ECE R129 standard, som trådte i kraft i 2013 og adskiller sig fra de øvrige ECE-godkendelser ved blandt andet at tage udgangspunkt i barnets højde fremfor alder og vægt. I typegodkendelsen ligger også, at i-Size stole, modsat andre autostole, også testes i en sidekollision udover den obligatoriske frontalkollision.

Autostolene forankres efter samme princip som isofix i beslag i bilen. Men modsat isofix, hvor bil og stol ikke altid passer sammen, er det med i-Size altid tilfældet.

”Sikkerheden blandt autostolen er de senere år blevet stadig bedre, og som testen viser, fortsætter den udvikling med den nye i-Size standard. Blandt andet fordi det her er et krav, at barnet skal sidde bagudvendt de første 15 måneder. Vi ved fra undersøgelser, at hvis uheldet er ude, reducerer det belastningen betragteligt,” siger FDMs biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen og tilføjer:

”Efter et par års tilløb kan vi se, at der nu ikke bare kommer flere i-Size autostole på markedet. Også nye biler har i stor stil i-Size godkendte pladser, og dermed begynder det at være et reelt alternativ for forbrugerne.”

Det er dog ikke kun i-Size autostolene til de helt små børn, der klarer sig godt. Også testens øvrige stole klarer sig generelt godt i især kategorien sikkerhed, hvor kun to af de 32 stole dumper. Samlet er det kun fem af de testede autostole, der klarer sig så dårligt, at FDM fraråder køb.

”Set over de seneste 15 år er der sket en enorm udvikling inden for autostole, som gør, at børn i dag er langt bedre beskyttet i bilen end tidligere. Markedet for autostole er dog stort og kan være svært at overskue, og derfor er der god grund til at se sig for og søge råd og vejledning inden køb. Her kan FDM være en stor hjælp,” siger Søren W. Rasmussen.