Nye autostole har aldrig været mere sikre

Sikkerheden blandt nye autostole er i top, viser FDMs seneste autostoletest. Børn bør dog sidde bagudvendt længst muligt, anbefaler FDM. Og så er det afgørende, at stol og barn passer til hinanden.

Pressemeddelelse

Der er godt nyt til landets børnefamilier. Sikkerheden bliver nemlig stadig bedre, når det gælder familiens yngste i bilen. Det viser årets første test af i alt 42 autostole, som FDM har lavet i samarbejde med en række europæiske bilklubber og forbrugerorganisationer. Af de testede autostole klarer de 24 sig rigtig godt, mens 10 får bedømmelsen ’tilfredsstillende’. Otte stole falder igennem og kan ikke anbefales.

Ikke mindst blandt testens autostole til de mindste børn er det samlede resultat på et meget flot niveau. Både når det gælder bedømmelsen af stolenes sikkerhed, betjening, komfort og indhold af evt. skadelige stoffer. Fælles for stolene i kategorien er, at barnet sidder bagudvendt. Flere af stolene kan dog vendes og bruges fremadvendt i takt med, at barnet bliver større. Det kan imidlertid gå ud over sikkerheden, hvis man lader barnet sidde fremadvendt for tidligt, advarer FDM.

”Det kan være fristende som forældre at vende autostolen, når barnet når en vis alder, så det sidder fremadvendt. Enten for at få en bedre kontakt med barnet, eller hvis en ældre søskende allerede sidder i en fremadvendt autostol. FDM anbefaler dog, at børn sidder bagudvendt så længe som muligt. Jo ældre barnet er, når man vender stolen, jo mindre risiko er der for, at barnets knogler belastes i tilfælde af en kollision. Det er også derfor, at det ifølge den nye i-Size-standard er et krav, at børn skal sidde bagudvendt de første 15 måneder,” siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.

Mens sikkerheden altså er i top blandt stolene til de mindste børn, ser det lidt anderledes ud i kategorien af stole til de lidt større børn, hvor flere af testens stole dumper, mens andre igen ’kun’ opnår bedømmelsen ’tilfredsstillende’. Det er især selve sikkerheden, flere af stolene falder igennem på, men også besværlig montering trækker to af autostolene ned.

”Mange af autostolene til de større børn er lavet, så de kan følge barnet gennem flere år, hvilket kan være fristende for forældrene. Og selvom de såkaldte kombi-stole kan være en god løsning, viser testen, at flere af de mindre kendte producenter slipper dårligt fra den konstruktion. Også selvom de er isofix-monteret. Enten er sikkerheden ikke god nok, eller også er risikoen for at fejlmontere stolen eller at spænde barnet forkert fast for stor,” siger Søren W. Rasmussen og tilføjer:

”Vores seneste autostoletest illustrerer, at markedet for autostole er stort og kan virke uoverskueligt, og at langtfra alle stole er lige gode. Derfor er det en god idé at sætte sig ind i de forskellige stoles egenskaber og evner i vores test og eventuelt søge rådgivning, inden man køber. Det afgørende er, at stolen passer til barnet og er monteret korrekt i bilen, inden barnet spændes fast.”

Læs mere om FDMs seneste autostoletest og se alle resultaterne på www.FDM.dk/autostole