Den lokale parkeringsjungle kan være både uvejsom og svær at finde rundt i. Hvad der kan være tilladt i den ene kommune, kan være forbudt i den anden. Folketinget imidlertid netop vedtaget en ny lov, der skal skabe både klarere og ens regler samt sikre en bedre forbrugerbeskyttelse på parkeringsområdet på offentlig vej.
Det betyder, at det blandt andet fremover som udgangspunkt bliver forbudt i alle landets kommuner at parkere delvist oppe på fortovet i tættere bebyggede områder. I dag er det lovligt i mere end hver tredje kommune.
”Forskellige parkeringsregler på hver sin side af en kommunegrænse er noget rod. Derfor er vi i FDM tilfredse med, at de nu vil blive gjort ens landet over. Det har vi efterlyst længe. Vi har dog en forventning om, at man i de enkelte kommuner oplyser om de nye regler. Ikke mindst i de 38 kommuner, hvor det hidtil har været tilladt at parkere delvist på fortovet,” siger leder af FDMs juridiske rådgivning Per Alkestrup.
Han understreger, at den enkelte kommune via skiltning og afmærkning kan tillade parkering på fortov. Desuden kan kommunen med en bekendtgørelse lempe reglerne, så det fortsat er lovligt at parkere halvt oppe på fortovet.
”Hvis kommuner vælger at lave en bekendtgørelse, som betyder, at reglerne er anderledes end i færdselsloven, påhviler der dem en større oplysningsopgave. Allerhelst så vi, at det skete igennem bedre og tydeligere skiltning og afmærkning i byrummet til gavn for bilisterne,” siger Per Alkestrup.
Derudover betyder de nye parkeringsregler blandt andet, at bøden for at parkere ulovligt på en handicapplads fordobles fra 510 kroner til 1020 kroner. Det samme er tilfældet ved parkering foran en ind- og udkørsel ved for eksempel en port. Desuden sættes der nu et loft, der betyder, at man højest kan få tre p-bøder for én ulovlig parkering.