Hyundai i30 bygger ud

Andet medlem af Hyundais nye i30-familie er klar til at blive vist frem. Den nye Wagon-variant bliver særdeles rummelig.

Nyt om biler

Barnevogn? Skitur? Hobbymand? Er masser af plads en topprioritet, kunne den nye Hyundai i30 Wagon være et bud. Den er i hvert fald rigtig rummelig, og så besidder den alle dyderne fra den femdørs i30.

Hyundai i30 Wagon kommer til salg til sommer. Fotos: Hyundai.
Hyundai i30 Wagon kommer til salg til sommer. Fotos: Hyundai.
Med premiere på Genève-salonen først i marts viser Hyundai den nye stationcarversion af i30, som i hvert fald på engelsk kaldes Wagon. Den praktiske udgave af i30 er klar til salg til sommer.

Stilrent design

Designet viser en delvis ny stil for en Hyundai stationcar. Profilen og bagpartiet er ganske klassisk på den elegante måde – ikke helt ulig Peugeot 308 SW.

En stationcar handler især om plads, og den vare kan i30 Wagon i hvert fald levere. 602 liter kan der være under bagagedækkenet, hvilet er 74 liter mere end før. Det bringer samtidig bilen allerøverst i klassen, hvad rummelighed angår.

Plads, plads, plads. Men det ser ud til, at bagsædets ryglæn ikke kan lægges helt ned. Det går ud over anvendeligheden i særlige tilfælde.
Plads, plads, plads. Men det ser ud til, at bagsædets ryglæn ikke kan lægges helt ned. Det går ud over anvendeligheden i særlige tilfælde.
Med bagsædet lagt ned når pladsen op på 1.650 liter. Ud fra billeder at dømme ser det ud til, at bagsæderyglænet ikke kan lægges fladt ned, og det trækker ned ved nogen typer brug – f.eks. ved kørsel med store kasser.

25 cm længere

Den gode plads er bl.a. opnået ved at gøre bilen længere. Den er 25 cm længere end sin forgænger og 25 cm mere end den nye femdørs. Som det er tilfældet med den femdørs, er akselafstanden dog uændret i forhold til forgængeren.

Næste gang, Hyundai bygger ud i i30-familien, bliver det ikke bagtil, men under motorhjelmen. Næste variant er nemlig en GTI-agtig model kaldet N. Sidst på året vil Hyundai endvidere vise en fastback-version.

SE OGSÅ: Hyundai i30 bilen der gør alt rigtigt