Ny afgørelse: Tastefejl giver ikke altid p-afgift

Bilister kan fremover slippe for parkeringsafgifter ved nogle tastefejl. FDM håber, at den nye afgørelse får kommunerne til at ændre praksis i parkeringssager, hvor det er tydeligt, at der er tale om en tastefejl, som ikke er meningsforstyrrende.

Bilist
 

 

Hidtil har det kostet dyrt for bilister at taste 0 i stedet for O - altså tallet 'nul' i stedet for bogstavet 'O', når de indtaster bilens nummerplade i forbindelse med en parkering. Men nu baner en afgørelse vejen for, at bilister kan få medhold i andre sager, hvor der trods tastefejl ikke er tvivl om, hvilken bil der er tale om. 

FDM er glad for afgørelsen

Vi undrer os over, at kommunerne ikke har gjort mere for at undgå, at disse situationer opstår. Der er en række sager, hvor der ikke bør være tvivl om, at indtastningen gælder en konkret bil, selvom der er sket en tastefejl. Derfor er vi meget glade for afgørelsen, som vi håber får kommunerne til at ændre praksis?, siger Lennart Fogh, afdelingschef i FDMs juridiske rådgivning. 

LÆS OGSÅ: Undgå at få en p-afgift

Bilister skal ikke have uretfærdige p-afgifter

Det er retten i Glostrup, som har afgjort, at et FDM-medlem ikke skulle betale en p-afgift til Københavns Kommune, fordi bilisten havde tastet 0K (nul) i stedet for OK (bogstavet) på parkeringsautomaten. Afgørelsen er endelig, da Københavns Kommune har fået afslag på at prøve sagen ved landsretten.

Bilisterne har bestemt et ansvar for, at de indtaster korrekte oplysninger. De skal selvfølgelig være grundige, når de indtaster deres nummerplade på automaterne eller i deres app. Men betalingen skal nogle gange gå stærkt, og så kan der ske åbenlyse fejl. Det er disse fejl vi mener, at kommunerne er nødt at se nærmere på, så bilisterne ikke får uretfærdige afgifter. Det bør være muligt at lave et system, der tager højde for de typiske tastefejl ved almindelige danske nummerplader?, siger Lennart Fogh.

LÆS MERE: Regler for parkering på offentligt område

FDM anbefaler, at du kontakter kommunen, hvis du har fået en afgift for en ikke meningsforstyrrende tastefejl.

Bemærk: Der er forskel på reglerne for parkering på offentlig og privat område. Rettens afgørelse gælder derfor ikke lignende sager i forbindelse med parkering på privat område. Du kan derfor ikke forvente at få annulleret din p-afgift, hvis du har indtastet din nummerplade forkert ved privat parkering.

LÆS MERE: Alt om parkeringsregler