Fjerde kvartal plejer at være lig med travlhed i bilklubbernes fælleseuropæiske sikkerhedssamarbejde Euro NCAP, og i år er ingen undtagelse. Alligevel lægges der beskedent ud med bare tre biler i efterårets første pulje biler.
Mest interessant er nok den nye Citroën C4 Cactus, der med sine karakteristiske gummifendere og ambitioner om at lave en back to basic-bil, er et friskt bud på en alternativ livsstilsbil.
LÆS OGSÅ: Se alle resultaterne fra den seneste og tidligere Euro NCAP-test
Manglende sikkerhedsudstyr trækker ned
”Der skal nok være dem, der smagsmæssigt stikker sig på Citroën C4 Cactus. Hvad angår sikkerheden, er der dog ikke meget at komme efter. Cactus klarer både frontal- og sidekollisionstesten til et pænt resultat, mens resultatet var tilfredsstillende i den krævende pæletest. Til gengæld må man kigge langt efter det seneste sikkerhedsudstyr, hvilket trækker det samlede resultat ned. Det rækker dog stadig til fire solide stjerner,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP Søren W. Rasmussen.
Hvad Citroën C4 Cactus mangler i sikkerhedsudstyr, har til gengæld Nissan X-Trail. Ligesom ’lillebroren’ Qashqai kommer X-Trail med automatisk nødbremsesystem (AEB), et kamera, der kan aflæse hastighedstavler, og et system, som advarer, hvis man er ved at køre ud over kantstriberne. Sammen med blandt andet en topkarakter i sidekollisionstesten udløser det de maksimale fem stjerner.
LÆS OGSÅ: Længere vej til Euro NCAPs stjerner
Solid SUV-light
”Med X-Trail har Nissan formået at lave en SUV-light, der både kan bryste sig af et fornuftigt brændstofforbrug og et højt sikkerhedsniveau for både passagerer og de bløde trafikanter uden om bilen. Alt i alt understreger det, at Nissan som producent er med helt fremme, når det gælder de krav, der fremover stilles til nye biler. Ikke mindst hvad angår sikkerhed,” siger Søren W. Rasmussen.
LÆS OGSÅ: Populær crossover imponerer i sikkerhedstest
Puljens tredje og sidste bil er Mercedes’ store V-Klasse, der her er testet i personvognsudgave. Trods en anmærkning ved pæletesten, hvor belastningen af overkroppen overraskende nok kun rakte til et middelmådigt resultat, fornægter tysk grundighed sig ikke, og samlet lander den på fem flotte stjerner.