Dobbelt så dyrt at lade elbilen op ude i byen

Elbilister kan med fordel lade elbilen helt op, inden de kører hjemmefra. Det er nemlig markant dyrere at tanke strøm på de offentlige ladestandere, viser sammenligning, FDM har lavet.

Elbilister bør lade med omtanke. Der er nemlig stor forskel i priserne, skriver FDMs medlemsmagasin Motor.
Bilist

Mens priserne på benzin og diesel er til at få øje på i gadebilledet, kan det omvendt være svært at få overblik over ’brændstofbudgettet’, hvis bilen kører på el. Prisen på el er nemlig langt fra så strømlinede som på benzin og diesel, og det kan gøre det svært for elbilister at overskue, hvad det koster at køre en kilometer. Det skriver FDMs medlemsmagasin Motor, som har sammenlignet ladeprisen for en elbil forskellige steder.

Vi har samlet alt om elbiler her

Stor prisforskel

Blandt andet den lave benzin- og dieselpris betyder, at prisforskellen mellem elbiler og benzin- og dieselbiler ikke er helt så stor som tidligere. Faktisk kan det være billigere at tanke diesel end el, hvis man lader for dyrt. (Grafik: FDM)
Blandt andet den lave benzin- og dieselpris betyder, at prisforskellen mellem elbiler og benzin- og dieselbiler ikke er helt så stor som tidligere. Faktisk kan det være billigere at tanke diesel end el, hvis man lader for dyrt. (Grafik: FDM)

”Priserne på en kilowatt-time svinger meget, alt efter hvor man lader bilen, og det gør det svært at beregne prisen. Faktisk viser vores sammenligning, at der er over hundrede procent prisforskel på en kilowatt-time, alt efter hvor man lader, og om man har et abonnement. Skal man have den fulde gevinst ved at køre elbil, er det altså vigtigt, at man lader med omtanke,” siger nyhedsredaktør på Motor, Torben Arent.

Det er stadig lidt billigere at køre på strøm end benzin, men lader man uden omtanke, kan den prismæssige gevinst næsten helt forsvinde. ’Forkert’ adfærd kan ligefrem gøre det dyrere at køre på el end diesel, viser FDMs sammenligning af tre ens biler med hver deres drivmiddel.

El stadig - lidt - billigere

Det er mere end dobbelt så dyrt at lade elbilen op ude i byen vel og mærke uden abonnement end derhjemme, viser FDMs prissammenligning. (Grafik: FDM)
Det er mere end dobbelt så dyrt at lade elbilen op ude i byen vel og mærke uden abonnement end derhjemme, viser FDMs prissammenligning. (Grafik: FDM)

”Det hed sig tidligere, at det var billigere at køre på strøm fremfor benzin og diesel. Det er det stadig, men ikke nær så meget. Det skyldes blandt andet, at mulighederne for at kunne lade gratis op i dag er langt mindre end for bare få år siden. Samtidig har vi det seneste halvandet år har haft meget lave brændstofpriser, hvilket også er en væsentlig årsag til, at den prismæssige afstand er blevet mindre,” siger Torben Arent.

Afgiftsrefusion kan gøre elbilen billigere

Har man et abonnement med tilhørende ladeboks hos en af elbilsoperatørerne, falder ladeprisen dog yderligere. Det skyldes aftalen om refusion af elafgifterne, som er forlænget, så den foreløbig også gælder i 2017. Refusionen er på en krone pr. kWh og tilfalder operatører som eksempelvis Clever. Clever m.fl. har imidlertid valgt at betale refusionen tilbage til kunderne.

Om det i sidste ende også gør det billigere at holde elbil, afhænger helt af, hvor meget man lader og kører. Et abonnement koster nemlig hos eksempelvis Clever 299 kroner om måneden. Det betyder, at man skal lade mere end 299 Kwh om måneden, før man opnår en reel besparelse. Antager man, at en elbil kører fem-seks km på en Kwh, skal man altså køre over 18.000 km om året, før man opnår en besparelse.