EU vil have mere sikkerhed i nye biler

Skal EU nå sit langsigtede mål om, at ingen må dræbes i trafikken i 2050, er der ingen veje uden om mere sikkerhedsudstyr i bilerne, mener EU-Kommissionen. Godt med EU-krav om mere sikkerhed i bilerne, mener FDM.

Sikkerheden i biler skal være bedre, mener EU, som foreslår at gøre en række sikkerhedssystemer obligatoriske.
Bilist

Sikkerhedssystemer som automatisk nødbremse, linjevogter og fartbegrænser skal fremover være et krav til nye biler på de europæiske veje.

Som en del af flere initiativer på transportområdet foreslår EU-Kommissionen at skærpe kravene til sikkerheden i bilerne, så en lang række systemer bliver en del af typegodkendelsen på lige fod med ABS-bremser, anti-udskridningssystemet ESC og airbags.

Hvornår kravet til sikkerhedssystemerne vil gælde fra er uvist. FDM forventer dog, at der kan gå op til fem år.

Læs også: Det her sikkerhedsudstyr bør din bil have

0 trafikdræbte i 2050

Selvom antallet af trafikdræbte i EU er halveret siden 2001, mistede 25.300 stadig livet på de europæiske veje i 2017, mens 135.000 kom alvorligt til skade i trafikulykker. Dog er den positive udvikling stagneret de seneste år. Skal EU derfor nå sin såkaldte ’Vision Zero’ om ingen trafikdræbte i 2050, er der brug for initiativer, som forbedrer trafiksikkerheden markant. Det gælder både bedre veje og altså mere sikkerhed i nye biler.

At vi i Danmark har afgifter på sikkerhedsudstyr, giver ingen mening

Læs også: Derfor skal din bil have automatisk nødbremse

Menneskelige fejl skyld i uheld

Ifølge EU-Kommissionen er menneskelige fejl skyld i 90 % af alle trafikulykker. Med systemer der selv griber ind i en kritisk situation, hvis ikke føreren gør, vil man kunne mindske det tal betragteligt.

”Det nye krav om sikkerhedssystemer, vi foreslår, vil reducere antallet af uheld og samtidig forberede os på en fremtid, hvor biler vil blive forbundne og førerløse,” udtaler EU-kommissær for det indre marked, industri og udvikling, Elzbieta Bienkowska, i en pressemeddelelse.

Læs også: Nu skal bilerne selv bremse for fodgængere

Vil gøre bilerne dyrere

FDM ser positivt på forslaget fra EU, som vil gavne trafiksikkerheden.

”Fra Euro NCAP-test og internationale erfaringer og undersøgelser ved vi, at de nye sikkerhedssystemer gør en afgørende forskel. Både for bilisterne, men også for bløde trafikanter som fodgængere og cyklister. Derfor kan vi kun bifalde, at man fra EU's side nu vil stille krav om mere sikkerhedsudstyr i nye biler,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk, og tilføjer:

”At gøre sikkerhedsudstyret obligatorisk er den mest effektive måde at udbrede teknologierne til forbrugerne. For danske bilkøbere vil det dog betyde, at bilerne bliver dyrere, da vi i Danmark har en værdibaseret registreringsafgift på nye biler og dermed afgift på sikkerhed. Derfor illustrerer forslaget endnu en gang, hvorfor man bør sænke og omlægge afgifterne. At vi i Danmark har afgifter på sikkerhedsudstyr, giver ingen mening.”

Læs også: Danske biler får højere sikkerhedsfradrag

Hjælp til mere sikre veje 

Ud over forslaget om krav om sikkerhedssystemer vil EU også hjælpe EU-landene med at identificere farlige og mindre sikre vejstrækninger på de europæiske hovedfærdselsårer med henblik på at gøre dem mere sikre.

Ifølge Kommissionen vil de to initiativer mellem 2020 og 2030 kunne redde 10.500 liv og 60.000 svært tilskadekomne.