Få din instruktionsbog som app

Du behøver ikke rode handskerummet igennem efter instruktionsbogen for at finde svar på bilens funktioner. De fleste bilmærkers bøger kan læses via en app eller ligger digitalt i bilens infosystem

Få din instruktionsbog via app
Bilist

Bilens instruktionsbog er uundværlig. Du læser en smule i den, når du køber bil, og den hives frem, når det bl.a. er aktuelt at genopfriske mulighederne for at fastspænde autostol, udskifte vinduesviskere og skifte pære i en lygte.

Men i stedet for at rode efter det fysiske eksemplar i handskerummet, er det nemmere at søge den digitale løsning. Ved at downloade instruktionsbogen som app til din telefon har du den med dig hele tiden.

”Hvis du ikke er i nærheden af din bil og f.eks. skal købe en autostol, kan du slå op i den digitale instruktionsbog og se, om den passer til din bil. Det samme gælder vinduesviskere eller andet udstyr, du selv vil montere,” forklarer Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

Læs mere om vedligeholdelse af bilen

Med dig overalt

Foruden den åbenlyse fordel, at man ikke skal finde og bladre i det fysiske hæfte, er den digitale version også skræddersyet til den pågældende model. De fysiske passer ofte til flere modeller og har derfor mange irrelevante sider.

Ved at downloade instruktionsbogen som app til din telefon har du den med dig hele tiden.

Det er ikke alle bilmærkers instruktionsbog, der kan fås via en app. Men gør forsøget ved at søge på dit bilmærke i appstore og tilføj f.eks. ordene ”manual”, ”guides” eller håndbøger”.

FDM har gjort forsøget på de mest udbredte bilmærker, og det lykkedes ret hurtigt at finde instruktionsbøger – de fleste på dansk – til BMW, Volvo, Mercedes-Benz, Mazda, Nissan, Opel, Kia, Peugeot og Citroën.

Digital instruktionsbog
Når du holder mobilkameraet hen mod knapperne i en Peugeot i appen ScanMyPeugeot, kommer de til syne på skærmen. Trykker du på dem, kommer du hen til den side i instruktionsbogen, der beskriver, hvad de kan

Se efter i infosystemet

I nogle biler kan du også finde manualen i bilens infosystem.

”Det kræver kun få tryk i menuen, og så kan du nemt søge i instruktionsbogen. Oftest via stikord eller ved at pege på udvalgte områder på et billede af bilen. I nogle tilfælde kan man læse en kort introduktion eller se en video om emnet, forklarer Søren W. Rasmussen.

I de digitale bøger kan du desuden markere dine favoritsider, og med de virtuelle æselører, kan du hurtigt få fat i de oplysninger, du bruger oftest.

Bestil vejhjælp hos FDM

Smart ved billeje

Du skal dog ikke smide den fysiske instruktionsbog ud.

”Alt efter temperament kan du med fordel lægge den fysiske instruktionsbog et andet sted i bilen eller i huset og i stedet bruge handskerummet til at køle sodavand – eller for den sags skyld til handsker,” påpeger Søren W. Rasmussen.

Lejer du bil i udlandet, er en digital instruktionsbog også smart. Ved at hente den relevante app og finde udlejningsbilens instruktionsbog, har du nemt en version på dansk i stedet for kun en fysisk udgave på f.eks. spansk.

Læs mere: Gode råd til billeje