Højre er den modsatte side af rattets placering i bilen. Højre er vognbanen længst fra de modkørende bilister på motorvejen. Højre er den side, hvor du trykker på speederen i forhold til de andre pedaler.
Huskeregler kan der laves mange af, men alligevel er det angiveligt svært for os at huske at dreje rattet mod højre og trække ind, når der er plads på motorvejen.
”De fleste bilister mener ikke, at deres kørsel generer andre i trafikken, men det kan vi se, at den gør. Vejdirektoratets stikprøver viser, at selv et lille antal bilister, der ikke holder til højre kan være til stor gene for mange andre bilister bag dem. Samtidig kan der opstå farlige situationer, hvis bilister kører for tæt på hinanden eller føler sig fristet til at overhale indenom,” siger Marianne Foldberg Steffensen, leder af trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet.
Læs mere: Trafikken gør os tossede
Nye skilte langs motorvejene
Derfor er Vejdirektoratet nu klar med en kampagne, der skal få bilister til at tænke sig om. Indtil slutningen af skolernes efterårsferie, vil der være skilte langs motorveje på udvalgte strækninger, der vil minde om, at man skal holde til højre.
Vejdirektoratet vil desuden uddele magnetstreamers til at sætte på bilen, så bilister selv kan formidle budskabet om at holde til højre.
Derfor skal du holde til højre
Robot skal lære bilister at holde til højre
I forbindelse med kampagnen har Vejdirektoratet også udviklet en robotpsykolog – en såkaldt chatbot – der inviterer trafikanter til at hoppe på den virtuelle briks, så de kan få ændret deres kørevaner.
”Der er en uoverensstemmelse mellem, hvordan vi opfatter vores egen kørsel, og hvordan andre oplever den. Derfor prøver vi ved hjælp af en ny chatbot at få bilisterne til at reflektere over, hvordan de færdes i trafikken. Vi håber, at mange vil opdage, at deres argumenter for ikke at holde til højre faktisk er uholdbare, hvis de tænker nærmere over det,” siger Marianne Foldberg Steffensen.
Chatbot’en findes på Vejdirektoratets Facebook eller Vejdirektoratets hjemmeside.