FDM giver det røde kort til 15 garantier

Kun 10 ud af de 25 nyvognsgarantier, som FDM har gennemgået, er gode nok. De europæiske bilmærker klarer sig dårligst

FDM giver det røde kort til 15 garantier
Bilist

Når du køber en lænestol i Ikea, får du hele ti års garanti. På udvalgte brødristermodeller fra KitchenAid er der fem års garanti. Men på dyre europæiske biler får du kun to års garanti. Det kan være svært at se logikken, for en bil er mere værd og holder vel i mere end to år?

Det er i høj grad de europæiske og ofte dyrere bilmærker, som falder igennem, mens det overvejende er de asiatiske mærker, der klarer sig bedst

”Lidt groft kan man sige, at halvdelen af bilproducenterne, der fastsætter bilens garanti, ikke stoler helt på, at deres produkt kan holde i længere end to år. De tør i hvert fald ikke give en længere garanti mod egne fejl”, siger jurist i FDM, Michael Ern Nielsen, der har gennemgået nyvognsgarantier for de mest solgte bilmærker.

Selv om forhandlerne bl.a. reklamerer med, at en bil har to års garanti, anser FDM det ikke for at være en tilstrækkelig tryg garanti.

FDMs krav til bilernes garantier

Nyvognsgaranti

  • Mindst 3 år og 100.000 km
  • Bør dække hele bilen inkl. udstyr
  • Bør dække sliddele

Lakgaranti

  • Mindst 3 år - eller længere, hvis bilens garanti er længere

Garanti på el- og hybriddele

  • Bør omfatte både batteri og dets kapacitet og de enkelte dele i el- og hybriddelen af bilen

”Kun 10 bilmærker lever op til vores krav til en garanti. Det er i høj grad de europæiske og ofte dyrere bilmærker, som falder igennem, mens det overvejende er de asiatiske mærker, der klarer sig bedst”.

Læs mere: FDMs rangliste over bilmærkernes garantier

Gode el- og hybridgarantier

Det er næsten fem år siden FDM gennemførte en lignende undersøgelse af nyvognsgarantierne, og ikke meget er ændret siden da. Ingen bilmærker har forlænget eller forkortet længden af deres garanti, og der er stadig store forskelle på, hvor godt man er dækket – og om man overhovedet er dækket – ved forskellige fejl og i forhold til bilens alder.

Bryder f.eks. motoren sammen efter to et halvt år, er den ikke dækket, hvis bilen kun har en garanti på to år.

Mitsubishi og Tesla er taget med denne gang og trækker i positiv retning med garantier på henholdsvis fem og fire år.

”I det omfang bilimportørerne har garanti på deres el- og hybridbiler, ser det generelt rigtig godt ud. Dog er det endnu en teknologisk udvikling, som FDM følger både i forhold til levetiden på komponenterne og i forhold til, hvad de koster at reparere”, siger Michael Ern Nielsen og påpeger, at det er foruroligende, at mange importører ikke har formuleret en garanti, da el- og hybridbilerne enten allerede er her eller er lige om hjørnet.

Derfor skal du have en god garanti

 

Kia i top

BMW er nu vurderet til at være i den dårligste røde kategori i stedet for den mellemste gule, som ingen bilmærker lander i denne gang. Den dårligere vurdering af bilmærket skyldes, at deres garanti på papiret tidligere dækkede alle fejl, men nu tager BMW forbehold som mange andre bilmærker. Samtidig gør en længde på to år, at mærket ender nede i det røde felt.

”Helt i top ligger KIA med deres syv års garanti. Længden vægter højt, så selv om nogle dele af bilen er undtaget i dækningen, så slår bilmærket alle de andre. Biler med kun to års garanti vil som udgangspunkt altid ligge i det nederste røde felt”, forklarer Michael Ern Nielsen.

Hvad er forskellen på reklamationsret, garanti og tillægsgaranti?

Reklamationsret

En juridisk mangel er en fejl eller årsag til fejl, som var til stede på leveringstidspunktet, og som medfører at bilen ikke er som forventelig. Købeloven giver dig to års reklamationsret, når du køber en vare af en erhvervsdrivende, og du har dermed to år til at finde ud af, at bilen ikke var ok, da du modtog den.

Nyvognsgaranti

Ved at give en garanti, påtager garantigiver sig risikoen for fejl og mangler i en defineret periode. Hvad der er dækket af en garanti fremgår af betingelserne, og garantigiver skal bevise, at fejlen eller manglen ikke er omfattet af garantien. Garantien skal give ekstra rettigheder i forhold til dem, som købeloven giver.

„Tillægsgaranti“

Nogle bilimportører og forhandlere tilbyder, at kunden kan købe længere dækning. FDM ser det ikke som en garanti, men sidestiller det med en forsikring, fordi kunden betaler for den. Der skal tages højde for den udgift, når man sammenligner bilpriser.