Vi bliver bedre og bedre til at skifte til vinterdæk, når det er vinter. Da sneen lagde sig over det meste af landet i slutningen af januar, kørte 90 procent af personbilerne med vinterdæk. Det er den højeste andel i de 14 år, der er lavet sammenlignelige tællinger.
Men selv om vinterdæk vinder stadig større udbredelse, er det fortsat ti procent, der bevæger sig ud på vejene uden det optimale fodtøj på bilen. Det svarer til omkring 260.000 personbiler på sommerdæk, har Rådet for Større Dæksikkerhed og Dækimportørforeningen beregnet.
Flere bruger vinterdækÅr Andel med vinterdæk |
Det er de to organisationer, der står bag tællingerne.
Tællingerne, som omfatter knap 8.000 biler 35 steder i landet, er foretaget i uge fire, mens snevejret kortvarigt ramte det meste af landet. Tællingerne er foretaget på parkeringspladser ved indkøbscentre m.v., så det er altså biler, der har været i brug de dage.
FDM: brug vinterdæk
FDM anbefaler, at du monterer vinterdæk på bilen, hvis du vil kunne køre i hele vinterperioden. Dækkene skal kunne klare vinterføre med sne- og isglatte veje samt våde vinterveje. Samtidig skal vinterdækkene være lovlige i forhold til dybden af slidbanemønsteret.
Når vejene er sne- og isglatte eller kolde og våde, bremser biler væsentlig bedre med vinterdæk. Det kan i værste fald betyde, at bremselængden bliver fordoblet.
- Hvis ikke man kører med de korrekte dæk til det korrekte underlag og temperatur, udsætter man ikke alene sig selv, men også sine medtrafikanter for fare, og man kan blive en prop i trafikken, siger Yasser Abaiji fra FDMs rådgivning.
- Selv om man har en moderne og højteknologisk bil med blokeringsfri bremser, ESC og nødbremse, virker systemerne ikke optimalt, hvis dækkene ikke står ordentligt fast, tilføjer han.
FDMs anbefaling om vinterdæk
Kør med vinterdæk om vinteren
Kør ikke med sommerdæk i vinterføre
Undlad at køre på vinterdæk om sommeren
Skift dæk når dækmønsteret er slidt ned til 3 mm. Loven foreskriver en mønsterdybde på 1,6 mm
I Rådet for Større Dæksikkerhed siger Volker Nitz:
- Biler på sommerdæk burde slet ikke være ude i trafikken under de forhold. I Danmark er der ikke lovgivning om kørsel med vinterdæk. Heller ikke på dage med sne- og isglatte veje.
Se mere: Vinterdæk – det anbefaler FDM
- For at fremme trafiksikkerheden og fremkommeligheden synes vi, at det er logisk at skæve til lovgivningen i vores nabolande. Det betyder i praksis, at du skal skifte til vinterdæk, hvis du vil kunne færdes i trafikken, når der er vinterføre. Men det betyder samtidig, at du lovligt kan vælge beholde sommerdækkene på, hvis bare du lader bilen stå, når vi, som i sidste uge (uge fire, red.) har vinterføre, siger Volker Nitz.
Også FDM ønsker et lovkrav.
- Vi arbejder stadig for, at der bliver et lovkrav. FDM peger på en løsning, som den der i en årrække har været i Tyskland, siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.
- Her er det et krav, at personbiler har det rigtige ’fodtøj’ på i tilfælde af glatføre som følge af is, sne og sjap. Lader man eksempelvis bilen stå de tidspunkter, hvor der er vinterføre, ser vi ingen grund til, at man påbyder bilejerne at investere i et sæt vinterdæk, siger Torben Lund Kudsk.