For tre år siden blev det et lovkrav, at der ved alle indgange til private parkeringspladser skal stå et sort skilt med et hvidt P. På en undertavle skal reglerne for parkering fremgå, eller der skal stå, at ”regler og vilkår fremgår af skilte på pladsen”.
Er reglerne ikke på undertavlen, skal det nu altid være muligt at læse dem på skilte inde på selve pladsen. Det fremgår af et regelsæt, der træder i kraft fra 15. marts i år.
Det betyder potentielt færre misforståelser og p-afgifter til folk, der parkerer på private pladser
Alle skilte skal være sorte med hvid skrift.
Uanset, hvor du parkerer på den private plads, skal du kunne få øje på et af selskabets skilte. Dog skal du orientere dig om hjørner, når du parkerer tæt på f.eks. en bygning på pladsen.
Formentlig færre afgifter til bilisterne
Ændringerne er sidste del af regelsættet om skiltning på private parkeringspladser. Overholdes det ikke, kan selskabet som udgangspunkt ikke give bilisterne en p-afgift.
"Vi forventer naturligvis, at de private selskaber har fået sat skiltene op, så bilisterne ikke kan være i tvivl om reglerne på området. Det har tidligere været et stort problem for mange bilister - og er indimellem stadig", siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.
Læs mere: Parkering på private områder
Han ser reglerne om skiltning som en stor gevinst for bilisterne.
"Jo tydeligere reglerne bliver skiltet, desto nemmere er det for bilisterne at vide, hvad de skal rette sig efter. Det betyder potentielt færre misforståelser og p-afgifter til folk, der parkerer på private pladser".
Som tommelfingerregel er de private p-pladser typisk ved storcentre, større supermarkeder og beboelsesejendomme.
Har du spørgsmål om p-regler og p-afgifter, kan du som medlem altid kontakte FDMs jurister