Affaldet ligger længere langs vejene

Hvis du synes, der ligger mere affald langs motorvejene, så har du helt ret. Vejdirektoratet har nedgraderet opsamlingen, og der kører stadig flere bilister, der potentielt kan smide ting ud af bilen.

Affaldet ligger længere langs vejene
Bilist

Vi skal ikke tage mange skridt væk fra Johnny Leths ladvogn, før der er nok at tage fat om med hans gribetang. Han har parkeret den i nødsporet ved rampen, der leder bilister fra Motorring 3 og ned på det sidste stykke af Holbækmotorvejen ind til Folehaven og resten af København.

Bilerne suser forbi mod alle verdenshjørner, men de firhjulede skal ikke beundres i dag. I stedet er FDM taget med for at se, hvad der smides ud fra kabinen på de mange biler og lastbiler, der passerer dette tilfældigt udvalgte stykke motorvej.

Johnny bevæger sig langsomt frem, mens næbbet på gribetangen i noget højere fart hiver fat i skrald fra rabatten og slipper det ned i åbningen af den gennemsigtige plastiksæk. Der er rigeligt at samle op, og både mængden og variationen af affald er overraskende stor.

Man kan jo bare have en pose med i bilen og putte affaldet deri og så smide den i skraldespanden, når man kommer hjem.

Flænsede dåser

Det er ikke kun emballage fra mad på farten og cigaretskodder, der ligger ved rumlerillerne og på græsset. Også mange dåser med pant, slikpapir, en oliedunk, foliebakker, en gaspatron, en knust mælkekasse, en tøjbøjle, handsker, vådservietter, sprutflasker og meget andet er blevet ”tabt” langs de godt 200 meter motorvejsrabat, hvor vi går. Iøjnefaldende er mange flænsede dåser.

"Når græsset bliver slået, river plæneklipperen dåserne fra hinanden, så skarpe stumper ligger tilbage. Det risikerer at gå ud over dyrene, når de træder på dem, forklarer Johnny Leth", servicemedarbejder hos firmaet Forstas, der fjerner affald for Vejdirektoratet på motorvejsnettet i hovedstadsområdet og i Nordsjælland.

Læs også:13 ting bilister gør forkert hver dag

Bilister sviner helt bevidst

Indsamling af affald
Johnny Leth er servicemedarbejder hos firmaet Forstas, der indsamler affald for Vejdirektoratet

Hans opgave er at samle stykker op, der mindst er på størrelse med en cigaretpakke.

"Mindre stykker, der er meget farverige, tager jeg også med, så det ikke ser grimt ud", siger Jonhny Leth.

De mange cigaretskodder får altså lov at ligge, når han rydder op i området fra asfaltkanten og to-tre meter ind i rabatten. Her kan han på en arbejdsdag samle 10-12 sække, der hver vejer ca. 15 kg.

"Jeg synes, det er blevet værre, og at der er kommet mere affald. Mange tager naturligvis deres affald med hjem, men de fleste af de ting, der ligger her, er ikke tabt gods, men helt bevidst kastet ud i ad vinduet. En del bilister smider det ud og tænker, at så er det væk. Så slipper de for at have noget med det at gøre, og der kommer jo nok nogle andre og samler det op".

Efter knap en time er sækken ved at være fuld. Vi har hovedsageligt gået i venstre side af vejen.

"Der ligger ca. dobbelt så meget affald i venstre side af vejen som i højre. Det er fordi, føreren sidder i den side, og så er det nemt lige at rulle vinduet ned og komme af med affaldet", lyder vurderingen fra Johnny Leth.

Video: Johnny tager skraldet langs motorvejene

Mere affald får lov at ligge

Hvis du selv har kørt på motorvejene og tænker, at der ligger mere affald end tidligere, så er det helt rigtigt. Vejdirektoratet valgte fra 2018 at sænke standarden for oprydning fra niveau 3 til niveau 2 på en skala fra 1 til 5.

"Vi er gået et niveau ned for at kunne prioritere anderledes, så vedligeholdelse af nedslidt udstyr opprioriteres, mens renhold nedprioriteres. Det er politisk bestemt, forklarer Jens Kristian Kofoed", projektchef for Vejdrift i Vejdirektoratet.

Indenfor hans område er der afsat midler til at samle affald og til at vedligeholde vejene og udstyret omkring som f.eks. autoværn, toiletter på rastepladser mv.

Medlemsrabatter på turen

Flere biler giver mere affald

Der er mange bægre langs vejene
Når emballagen til drikkevarerne er tom, ryger den indimellem ud ad bilvinduet

"Vi sænker aldrig niveauet for sikkerheden på vejene, så derfor tillader vi nu en større mængde affald i rabatten end tidligere. Men det er kun på steder, hvor bilernes hastighed er høj, altså udenfor byer og udenfor rastepladser på det, vi kalder de åbne strækninger", siger Jens Kristian Kofoed.

Perioden med det nuværende niveau løber frem til 2021, men kan ændres undervejs. Affaldet opsamles ikke med bestemte intervaller, men entreprenøren skal holde øje med vejene og sikre det aftalte niveau. Vejdirektoratet samler ca. 5.000 tons affald årligt langs de ca. 3.900 km. statsveje. Det er ikke muligt at sige, hvor meget affald, der smides langs vejene.

"Vi kan se, at samlede mængde affald stiger, men vi kan ikke præcis sige, om det er smidt i vejkanten eller kommer fra skraldespande på rastepladserne. Problemet er voksende, og det vil det sikkert blive ved med i takt med, at der kommer flere biler".

Pis og papir

Johnny Leth håber dog, at bilisterne vil tænke sig om, for det er dybest set dumt, at han skal samle affaldet op efter andre.

Der blev samlet meget affald på en enkelt time
Så meget affald blev der samlet på en enkelt time

"Der er så mange steder, man kan komme af med sit affald. Der er skraldespande på rastepladser, der er genbrugspladser, og folk har skraldespande derhjemme. Man kan jo bare have en pose med i bilen og putte affaldet deri og så smide den i skraldespanden, når man kommer hjem", påpeger Johnny Leth.

Sækken med det affald, vi har samlet på en time, har han taget med til virksomhedens lager, hvor vi spreder affaldet ud på gulvet og sorterer det.

Her er pantflasker og dåser for ca. 40 kr., hvoraf en fjerdedel er flænset i stykker. Der er også en flaske fyldt med urin, formentlig fra en chauffør, der ikke ville ulejlige sig med at bruge toiletterne på en rasteplads. Charmerende! Små sprutflasker er der en del af samt flere kopper og masser af papir og plast. Den ene nummerplade, vi fandt, ryger over i bunken til de andre på lageret. En dag gives de videre til politiet.

"Hvis folk havde mit job og så, hvor meget, der ligger derude, så tror jeg ikke, de ville smide affaldet. Jeg tror aldrig, vi kommer det helt til livs, men jeg håber, at alt det her affald kan ændre folks holdning, og at det får dem til at tage det med hjem".

Læs også. FDMs trafikpolitiske program - klima og miljø

Bøder for at vejsvine

Som udgangspunkt får private en bøde 3.000 kr. for at smide affald på gader og 5.000 kr. for at smide affald i naturen. Ved små mængder affald – f.eks. hvis en coladåse smides på gaden – er bødeniveauet 1.000 kr. For erhvervsdrivende er bøderne henholdsvis 5.000 kr. på gader og 8.000 kr. i naturen.

Herunder kan du se, hvor lang tid det tager, før affaldet er nedbrudt i naturen.

Aviser, op til 1 år

Ispapir, op til 2 år

Tyggegummi, op til 5 år

Cigaretskod, op til 5 år

Ispind af træ, op til 10 år

Kapsel, op til 100 år

Plastikpose, op til 500 år

Dåse, op til 500 år

Plastikflaske, op til 500 år

Glasflaske, op til 1.000.000 år