Elbilen og plugin hybriden kan sagtens komme med på kør selv-ferien. Det kan dog være en god idé at orientere sig om lademuligheder og lokale regler, inden du kører af sted.
Opladning
Der er stor variation i priser og ladeløsninger i de enkelte lande. De fleste lande danskerne besøger på deres kør selv-ferie, har fine lademuligheder, men du skal være opmærksom på priserne. Se især efter om du betaler pr. kWh eller pr. minut. Du kan ikke forvente at finde hurtigladere alle steder.
Der er en række ladeløsninger, du kan bruge på tværs af landegrænser, og ofte kan du i de enkelte lande downloade en app til betaling hos lokale udbydere.
Brug dette oversigt kort fra Plugshare til at få et overblik over udbydere i de enkelte lande:
Miljøzoner
En del lande i Europa har indført miljøzoner og i Italien begrænsningszoner. Selv om du har en elbil, er der så kaldte begrænsningszoner, du ikke må køre ind i. Det skyldes, at enkelte byer har indkørselsforbud i disse zoner. Det kan være en dyr fornøjelse at overse et skilt, der forbyder indkørsel, så hold godt øje med skiltningen i byerne. Skal du ikke besøge byer, men blot passere på motorvejen, skal du ikke have miljømærkat.
Miljøzonerne gælder som udgangspunkt for alle køretøjer uanset brændstoftype. Så selv om du har en elbil eller plugin hybrid, så skal du huske enten at købe mærkat eller registrere bilen, inden du kører ind i zonen. Følgende lande har miljøzoner:
- Tyskland
- Italien (vær især her opmærksom på begrænsningszoner med indkørselsforbud)
- Frankrig
- Belgien
- England
- Spanien
- Norge (eventuelle kortere midlertidige miljøzoner)
- Ungarn
Du kan købe miljømærkat til Tyskland via FDM. Miljømærkater til Tyskland kan også købes i alle FDMs testcentre.
Motorvejsmærkater
Der gælder som udgangspunkt ikke særlige regler for elbiler, når det gælder vejafgifter. Du betaler i de fleste lande på lige fod med andre typer brændstof. I Norge betaler du dog nedsat eller ingen gebyr for at passere bomstationer.
Skal du denne sommer til et af følgende lande, kan du købe motorvejsmærkat hjemmefra:
- Schweiz
- Slovenien
- Tjekkiet
- Østrig
Lokale færdselsregler
I nogle lande kan du være heldig at have fordele som elbilist. Der er dog ikke fælles regler for elbiler i Europa, så du skal sætte dig grundigt ind i de lokale regler. I nogle lande kan der være billigere eller måske gratis parkering til elbiler. Især parkeringen skaber dog ofte forvirring, så orienter dig grundigt via den lokale skiltning.