Brugernes dom over Dacia: Prisen er bedre end bilen

Dacia har med lave priser – og trods halvsløje anmeldelser – fået fat i en dedikeret kundegruppe. Bilmærket er for første gang med i FDMs AutoIndex – se her, hvilke erfaringer de har med de billige biler.

Dacia i AutoIndex
Bilist

Biler fra det Renault-ejede Dacia kunne første gang ses på vejene i Danmark i 2013, og siden er de stille og roligt trillet ud fra forhandlernes lokaler. I 2019 blev der solgt 2.206 biler – svarende til en markedsandel på én procent. 

Sammenlagt over årene er det blevet til så tilpas mange, at bilmærket med statistisk sikkerhed nu kan være med i FDMs årlige AutoIndex-undersøgelse. Her svarer bilejere på, hvor tilfredse de er med deres bilmærke på en lang række parametre. 23 bilmærker er med, og resultatet blev offentliggjort i Motor 04/2020. 

Læs mere: Se hele AutoIndex 2020-undersøgelsen

Dacia kom ind på en 19.-plads og ligger dermed nede i den tunge ende. Bilens kvalitet trækker ned, mens oplevelsen hos forhandleren og værkstedets formåen trækker op. Dacia er dog på alle parametre under middel i AutoIndex.

Ejere: Meget bil for pengene

En del af bilejerne har ikke fået indfriet deres forventninger, og svarene i undersøgelsen viser, at blandt dem, der ikke vil købe en Dacia igen, er dårlige egenskaber og ringe komfort blandt grundene.

Det trækker også ned, at bilejerne oftere end andre må tilbage til værkstedet for at få rettet op på reparationer. 

Der, hvor bilmærket bl.a. vurderes bedre end gennemsnittet af ejerne, er på forventningerne til brændstofforbruget, ind- og udstigningsforholdene, udsynet, løbende omkostninger og forholdet mellem prisen og det, man får for pengene.

Skal du købe ny eller brugt bil? Tag FDM med på råd:

Få rådgivning