Start bilen og benyt efterårsferien til en udflugt til fem ting, der er ganske gratis. De er beskrevet herunder med links til flere info om blandt andet adresse og åbningstider.
Den genfundne bro
Lokomotivføreren kan næsten kun have nydt sit job på ”Danmarks smukkeste jernbane”, da han styrede toget på privatbanen mellem Horsens og Bryrup. Han har i hvert fald haft en smuk udsigt til skove, marker og selvfølgelig skinnerne. De er for længst fjernet, men i dag kan man se stålgitterbroen i Træden Skov, hvor toget passerede Gudenåen (billedet ovenfor, foto: Anders Grønning).
Den blev dækket til, da banen fik bredere sporvidde og blev dækket til med jord. I 85 år var den begravet i en dæmning, inden den igen blev fritlagt og restaureret i 2014.
Helt ud på spidsen af Sjællands Odde
Hvis du drejer fra hovedvejen og kører mod Gniben få hundrede meter fra færgelejet, lige ved kiosken og grillbaren Olgas, så er du på vej ud mod spidsen af Sjællands Odde. Fortsæt, indtil du ikke kan køre længere ind på Søværnets Center for Våben.
Området er åbent for alle, medmindre der er militær aktivitet. Når du er kommet ned på stranden via stien fra parkeringspladsen, ligger der en række større sten med inskriptioner af navne og rekorder. Flere svømmere er startet her på deres tur på knap 40 km over Kattegat til Djursland. Helt ude på spidsen får du en fornemmelse af to vandstrømninger, der mødes. Det ses bedst oppe fra toppen af skrænten.
Minibyer landet over
I flere byer kan man finde miniatureudgaver af den by, man befinder sig i. Minibyer kan bl.a. besøges i Køge, Munkebo, Varde, Sæby og som her på billedet i Løkken. Ikke alle er gratis.
Her er entusiaster ved at bygge byen, som den så ud omkring år 1900, i størrelsesforholdet 1:10. Modellerne står placeret i forhold til gadeforløbet i Løkken, og man kan bl.a. blive klogere på Løkken Badehotel, Mejeriet, Smørkræmmerens Pakhus, Mikkels Hus og mange flere ved at scanne en QR-kode på skiltet. Find minibyen ved at gå ind i Vendsyssel Plantage fra Søndergade og følg stien, der meget gennemført er belagt med strandskaller.
Find inspiration og rabatter i FDMs app
Assistens Kirkegårdens mange gravsten
En af de mere interessante kirkegårde at besøge er Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Her befinder du dig i en grøn oase midt i byen, hvor folk slår sig ned og nyder vejret og medbragt mad og drikkevarer og bare slapper af.
Man kan også gå på opdagelse blandt de mange gravsteder og f.eks. finde frem til H.C. Andersens gravsten som på billedet. Blandt andre kendte kan nævnes Hans Scherfig, Dan Turéll, Ib Spang Olsen, Niels Bohr, Jakob Ejersbo og Natasja Saad.
Find oversigt over gravstederne og bestil evt. guidet tur her
Femern infocenter
Bliv lidt klogere på den nye faste forbindelse til Tyskland ved at besøge infocentret om Femern-tunnelen i Rødbyhavn. Her har du mulighed for at komme i dialog med projektets ansatte og se, hvordan verdens længste sænketunnel på 18 km fra Rødbyhavn til Puttgarden bliver bygget.
I nærheden er der også en udsigtsplatform, hvor man kan se anlæggelsen af en arbejdshavn (billedet, foto: Femern A/S), hvorfra de store tunnelelementer om nogle år bliver sejlet ud. Normalt har infocentret åben mandag og onsdag kl. 12-16, men i efterårsferien i uge 42 er der åben alle dage.
Fem andre steder, hvor der skal betales entré
Gør bilen klar til vinteren og få rabat med FDM
Nyt frihedsmuseum
Det gamle Frihedsmuseum brændte i april 2013, og det har taget længere end Anden Verdenskrig at få bygget et nyt. Men nu er det endelig åbnet i maj på stedet, hvor det gamle lå, i Churchillparken på Kastellet i København.
80 år efter besættelsens start, kan du blive taget tilbage til krigens gru og modstandskampen og få historien fortalt med audioguide i museet, der primært ligger under jorden.
Naturkraft i Vestjylland
Den nye seværdighed ved Ringkøbing kalder sig selv en oplevelsesarena og et center for natur. Helt i tidens ånd er formålet at inspirere til en mere bæredygtig adfærd. Stedet er delt ind i otte mindre områder med naturtyper, der er særligt kendetegnende for Vestjylland. Du kan gå i klitter med marehalm, tage en smut i fyrreskoven, slentre over lyngheden og besøge de fem andre; egekrat, skovhaven, marskland, karbonskov og våd- og tøregn.
Børn kan være med i en række ekspeditioner og more sig med bl.a. stolpebane, trækfærger, rutsjebaner og svævebane.
Halloween over hele landet
Skal efteråret være ekstra uhyggeligt, kan man søge hen til en række forlystelsesparker, der holder åbent i anledning af Halloween. Heriblandt Legoland frem til 24. oktober, hvor man kan sejle med et fugleskræmsel eller blive malet i ansigtet. Tivoli i København er åben frem til 1. november, og hver aften er der sanse- og halloweenshow i haven med 21.000 oplyste græskar, kryb og kranier.
Tivoli Friheden i Aarhus (billedet, foto: Tivoli Friheden) byder velkommen frem til 18. oktober med bl.a. teater og græskarudskæring. BonBon-Land har frem til 25. oktober åben for sine forlystelser, og man besøge det helt nye uhyggelige Dukkehuset.
FDM-medlemmer kan få rabatter til alle ovenstående parker. Se hvilke her
Gamle biler i Den gamle by
Selv om den er gammel, så udvikler den sig hele tiden og får huse og rekvisitter, der bliver yngre og yngre. Mange ting virker bekendt i kvarteret fra 1974, og det er også her, man under jorden finder udstillingen Aarhus fortæller. Gå ikke glip af den underholdende historieformidling om byens udvikling fra vikingetid til nutid, bl.a. med opbyggede miljøer, aktiviteter og levende billeder, der interagerer med hinanden.
Bilinteresserede må naturligvis også forbi Ford-forhandleren fra 1927, Carl Christensen, der i egen høje digitaliserede person præsenterer de nyeste udstillede modeller.
Genforenings- og Grænsemuseet
Dette års fejring af 100-års jubilæet for Sønderjyllands genforening med resten af Danmark blev delvist afblæst med coronapandemien. Men det skal ikke afholde nysgerrige fra at dykke ned i historien. F.eks. i Genforenings- og Grænsemuseet, der ligger lige nord for stedet, hvor Kong Christian X red over den daværende grænse på sin hvide hest ved Frederikshøj få kilometer nord for Christiansfeld.
Museet blev senest udvidet i 2017, og viser bl.a. historien om grænsedragningen i 1864 og dagene omkring genforeningen. Blandt effekterne er en snart 100 år gammel tørret blomsterbuket fra en af blomsterpigerne, der tog imod kongen. Man kan også læse beretningen fra adoptivmoderen til den pige, som kongen tog med op på sin hvide hest. Hun var langt fra lige så begejstret som den hujende folkemængde, og hun blev angiveligt skrækslagen, da kongen spurgte, om han måtte beholde hende. Hun kom ned på jorden og blev glad igen, og han besøgte familien flere gange siden.
Hesten blev i øvrigt aflivet fire år senere og har fået en menneskehøj gravsten, der kan ses ved Hadsund. Den hov, der først betrådte sønderjysk jord blev forsølvet og foræret til kongen.