Redningskrans til bilkøbere og bilforhandlere

En politisk aftale betyder, at forbrugere alligevel ikke risikerer at skulle lægge for høj registreringsafgift ud. En stor hjælp for både forbrugere og bilbranche, mener FDM, der dog stadig opfordrer bilkøbere at tage forbehold for ændring i de nye bilafgifter.

Underskrift af slutseddel
Bilist

Bilkøbere har alligevel ikke udsigt til at skulle lægge for høj registreringsafgift ud, hvis de køber ny bil.

Efter kritik fra både FDM og bilbranchen kastede et politisk flertal torsdag eftermiddag en redningskrans ud til landets bilforhandlere, så marts måneds indbetaling af registreringsafgift først skal afregnes til november. Det sikrer forhandlerne vigtig likviditet.

Aftale sikrer salg af grønne biler

”Vores løsning sikrer, at bilforhandlerne ikke bliver ramt unødigt hårdt på pengepungen midt i en tid, hvor coronakrisen allerede sætter sit præg på branchen og mange andre brancher. Samtidig undgår vi at sætte den grønne omstilling på pause. Vi har med andre ord fundet en model, der kommer bilforhandlerne og ikke mindst den grønne omstilling til gode”, siger skatteminister Morten Bødskov (S).

Aftalen er også godt nyt for forbrugerne. Som FDM tidligere har beskrevet, risikerede bilkøbere nemlig at skulle lægge for høj afgift ud for især elbiler og plugin-hybrider, da Motorstyrelsens IT-system først til juni ventes at kunne håndtere de nye bilafgifter.

For køb af Danmarks mest solgte elbil, Tesla Model 3, vil det være 130.000 kroner. Penge som først vil blive betalt tilbage til sommer.

Læs også: Nye bilafgifter kan koste bilkøbere dyrt

Stadig vigtigt at tage forbehold

”Vi er meget tilfredse med, at man fra politisk side har lyttet til kritikken fra både forbrugerne og branchen. Nu er der udsigt til, at en del af usikkerheden fjernes. Det er en god nyhed for alle,” siger adm. direktør i FDM Thomas Møller Thomsen og tilføjer:

”FDM opfordrer dog stadig bilkøbere til at være opmærksomme på at tage forbehold for afgiftsændringer. Kan man ikke få et forbehold for afgiftsændringer, eller vil forhandleren ikke mellemfinansiere registreringsafgiften, opfordrer vi stadig forbrugeren til at vente med at købe ny bil. Det samme gælder, hvis man er i tvivl om, hvorvidt priserne har fundet deres naturlige leje oven på de nye bilafgifter.”

Læs også: FDM til forbrugere: Vent med at købe ny bil

Tilfredshed i branchen

Også hos bilforhandlernes brancheorganisation, Bilbranchen i DI, er man tilfredse med aftalen.

”Det har været et hektisk forløb, siden den politiske aftale (om nye bilafgifter, red.) blev indgået i starten af december, men nu er der skabt mere klarhed. Det er helt normalt, at bilforhandlere og bilkøbere tager forbehold for afgiftsændringer, når de handler. Lad os nu komme i gang med den grønne omstilling af bilparken,” siger Thomas Møller Sørensen, direktør i Bilbranchen i DI.

Brug for hjælp til dit bilkøb?

Få rådgivning