15 (gode?) grunde til ikke at købe elbil

Prisen er den største hindring for at vælge elbil, svarer danskerne i stor undersøgelse. Men rækkevidde og især opladningsmuligheder er også betydelige barrierer for ikke at købe ren elektrisk bil.

For ringe lademulighed langs vejene er blevet en større hindring for at vælge elbil ifølge spørgeundersøgelse.
Bilist

Næsten halvdelen af de danskere, der har en holdning til deres næste bils drivmiddel, vil vælge elbil eller plugin-hybrid. Rene elbiler er favorit hos 20 procent af de afklarede.

Men dermed er der også mange, som siger, de ikke vil købe en helt elektrisk bil næste gang.

Den væsentligste årsag er prisen. Det fremgår i hvert fald af Nordisk Elbilbarometer, hvor 1.000 danskere i april er blevet spurgt om deres næste bil. 20 procent svarer, at elbiler er for dyre.

Den vigtigste årsag til ikke at vælge elbil næste gang ifølge undersøgelse fra Nordisk Elbilbarometer.
Den vigtigste årsag til ikke at vælge elbil næste gang ifølge undersøgelse fra Nordisk Elbilbarometer.

For kort rækkevidde og manglende lademulighed hjemme eller på tur er en anden væsentlig barriere, viser undersøgelsen, hvor de adspurgte kunne angive dén vigtigste årsag.

Skepsis i nedgang

På næsten alle barriererne er skepsissen blevet mindre siden samme undersøgelse i 2020. Det gælder pris, rækkevidde og mulighed for at lade hjemme.

Kun på et punkt er problemet blevet større, siger svarpersonerne. I 2020 angav syv procent, at mulighederne for lade langs vejene var et væsentligt problem. I år er den andel vokset til ti procent.

Undersøgelsen kommer ikke bag på Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

- Jeg møder ofte de forbehold blandt bilkøbere, der ønsker vejledning i forbindelse med købet. 

For dårlige lademuligheder på tur - eller i hvert fald frygten for det - er en af de større forhindringer for at købe elbil.
For dårlige lademuligheder på tur - eller i hvert fald frygten for det - er en af de større forhindringer for at købe elbil.

Ikke mange elbiler under 200.000 kr.

At prisen er en væsentlig hindring, er ikke så mærkeligt, for selv om elbiler takket være afgiftsfritagelse i vid udstrækning kan konkurrere med brændstofbiler, er det meget sparsomt med elbiler til under 200.000 kr. Og en stor del af danskerne køber bil i prisklassen 125.000-200.000 kr.

- Det er også forståeligt, at mange angiver for lille rækkevidde som grund til ikke at købe en elbil. Årsagen kan her være en kombination af, at en elbil reelt ikke kan dække ens behov, og at en del nok overvurderer, hvor stor rækkevidde, de egentlig har brug for, siger Søren W. Rasmussen.

Han peger også på, at det også er en reel begrænsning, hvis man ikke kan oplade bilen på turen – eller i hvert fald, hvis man frygter, at man ikke kan. Og her spiller det naturligvis ind, at op mod en fjerdedel af danskerne ikke har mulighed for at lade ved boligen.

- Derimod er det lidt overraskende, at ikke ret mange i denne undersøgelse siger, at manglende trækkrog eller det stadig begrænsede udbud af elbiler er en væsentlig hindring. Det hører vi ellers ofte som en forklaring, når bilkøbere forklarer, hvorfor de har valgt elbilen fra, siger redaktøren.

Se mere: livet med elbil