Det skinnende krom på de mange biler, sirligt anbragt på bløde tæpper og podier af ædelt træ, glimter livligt i lyset fra projektører i hundredevis. En Folkevogn der, en Lamborghini der. En 2CV der – og se der: en orange Lotus!
Variationen er lige så imponerende som bilernes ulastelige stand, og flere års planlægning og hårdt arbejde gik da også forud, inden Danmarks nyeste bilmuseum, Haaning Collection, slog dørene op den 19. august.
En nedlagt fabrik i Bagsværd ved København danner nu rammen om udstillingens godt 85 biler, adskillige motorcykler, knallerter, modelbiler i tusindvis og meget andet. Hele herligheden breder sig over 3.500 kvadratmeter.
Familieprojekt
Bag den store satsning står familien Haaning, og samlingens historie går tilbage til omkring 1960, da den nu 79-årige Erik Haaning begyndte at opkøbe biler og motorcykler.
I årenes løb blev det til omkring 130 biler, der stod opbevaret rundt omkring på Sjælland, indtil Erik Haaning for godt 15 år siden samlede dem i en gammel industribygning i Høng og åbnede Vestsjællands Bilmuseum.
Rammerne var dog ikke tidssvarende, og med Erik Haanings sønner Michael og Nicholas i spidsen begyndte familien for omkring fem år siden at lægge planer om en flytning til hovedstadsområdet, hvor kundegrundlaget er større, og ikke mindst en markant opdatering af konceptet.
Stramt og elegant
Resultatet er en stramt og elegant indrettet museumsbygning, hvor interiørdesigner Helle Flou har ladet sig inspirere af 1950’ernes og 1960’ernes stramme æstetik, som mange sikkert kender fra tv-serien „Mad Men“.
Udstillingen er opdelt i fem „tidszoner“, hvor bilerne, der alle er køreklare, præsenteres sammen med andre genstande fra samme æra.
Hovedvægten ligger på hverdagsbiler fra 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne, som mange husker og har et forhold til.
Til lejligheden er samlingen dog også blevet udvidet med en række „festbiler“, som Haaning-familien kalder dem, blandt andet to sjældne Lamborghini’er.
Haaning Collection
Sted: Smørmosevej 16, 2880 – tæt på Hillerødmotorvejens frakørsel nr. 5 mod Værebrovej og Bagsværd C.
Tid: Samlingen er åben onsdag til fredag kl. 10-19 og lørdag-søndag kl. 10-16.
Pris: Entré 110 kr. for voksne og 50 kr. for børn (6-12 år). Et årskort koster 250 kr.
Web: Læs mere på haaningcollection
Konstant aktivitet
Desuden skal særudstillinger og løbende udskiftninger i den permanente udstilling sørge for, at der altid er noget nyt at opleve ved hvert besøg.
Bygningen rummer også en café, en biograf, der viser bilfilm, et levende værkstedsmiljø, spillekonsoller til E-motorsport og møde- og konferencefaciliteter.
En udendørs bil-legeplads for familiens mindste mangler heller ikke.
Som FDM-medlem kan du få rabat på oplevelser og underholdning for hele familien.