Stor test: Her er 2022's bedste sommerdæk

Sommerdæk-sæsonen er ikke mange uger væk. Så er det blevet tid til nye 'sommersko' til bilen, guider FDM dig her til de bedste af slagsen. Vi har netop testet 34 sommerdæk i to populære størrelser. I år består langt de fleste af de testede dæk, men der er stadig vigtige forskelle, så læs testen, før du køber nye dæk.

Sommerdæktest på bane
Bilist

Valget af dine næste sommerdæk bør ikke være styret alene af prisen eller af, hvilke dæk din dækmand tilfældigvis har på lager. Der er nemlig stor forskel på de enkelte dæks egenskaber, og er det sikkerheden, der vægter tungest.

Det viser årets store sommerdæktest, som FDM har lavet i samarbejde med en række europæiske søsterklubber.

Som tidligere år har vi i testen haft fokus på dækkenes evne til at stå fast, styre og bremse på både tør og våd vej.

Derudover har vi også brugt mange ressourcer på at måle dækkenes levetid, og også her er der enorme forskelle. Det dæk, der kørte længst, klarede 50.000 km, før dækmønsteret var slidt ned til tre mm, mens dækket med ringest holdbarhed kun kørte 28.000 km. Der er med andre ord penge at spare her.

Vi har også målt støjen fra dækkene, en kvalitet, du vil glæde dig over på hver køretur. Endelig har vi målt rullemodstanden, så du kan træffe et både grønt og økonomisk valg og vælge det dæk, der giver lavest brændstofforbrug.

Dæktest på våd vej
Dækkenes evne til at stå fast, styre og bremse på både tør og våd vej er en del af sommerdæktesten. Især gode egenskaber på våd vej er afgørende for, hvor godt et sommerdæk er. (Foto: FDM/ADAC)

Læs sommerdæktest 2022

Test af to populære dækstørrelser

Vi har testet to dækstørrelser, 15- og 16-tommer, hvoraf den mindste (185/65 R15), som er den størrelse, der bl.a. benyttes til minibiler som f.eks. VW Polo. Bedste dæk vinder her testen med fine egenskaber på både våd og tør vej i kombination med netop den anførte levetid på 50.000 km.

I alt seks 15-tommer dæk skiller sig positivt ud, og ingen af de testede dæk i denne gruppe er så dårlige, at vi direkte fraråder køb af dem. Det er flot!

Den anden dækstørrelse i årets test hedder 215/60 R16 og passer til biler som f.eks. Peugeot 3008, Skoda Karoq, Ford S-Max og Volvo V60.

Her er der i år to testvindere. Fem dæk er dog særligt gode, mens to dæk omvendt klarer sig så dårligt, at vi fraråder køb. De øvrige dæk har samlet set gennemsnitlige præstationer og er altså ikke så dårlige, at vi vil fraråde dem, men heller ikke så gode, at vi særligt vil anbefale dem.

8 råd til dig, der skal købe dæk                     

  • Ved køb af to eller flere dæk, skal du sørge for, at de nye dæk om muligt har samme produktionsdato eller tilnærmelsesvis tæt på og dermed også samme egenskaber.
  • Køb ikke nye dæk, der er mere end tre år gamle. Oplysninger om dækkenes alder kan findes i DOT-specifikationen på dækket.
  • Køb om muligt nye dækmodeller for at drage fordel af den tekniske udvikling og de forbedringer, som dækproducenterne foretager.
  • Brug altid fire dæk af samme model og type.
  • Sommerdæks mønsterdybde bør være mindst 3 mm.
  • Hvis mønsterdybden er forskellig på de fire dæk, skal du montere dækkene med mest mønster på bagakslen, da dette øger kørestabiliteten, især i sving, på grund af dækkenes bedre evne til at overføre kræfter på tværs af kørselsretningen.
  • Kontrollér dæktrykket regelmæssigt, helst hver 14. dag.
  • Ved tung last i bilen skal dæktrykket øges i henhold til bilfabrikantens specifikationer.

Lad FDM hjælpe med hjulskiftet

Vil du slippe for besværet med at skifte hjul på din bil? FDM hjælper dig! Du kan få skiftet til sommerdæk og vinterdæk i 17 udvalgte FDM bilsynshaller. Det tager kun 30 min., så du kan komme hurtigt videre.

Book hjulskifte