Elbiler kræver generelt mindre service og vedligeholdelse, end vi kender det fra traditionelle brændstofbiler. Det udsagn er sandt i mange tilfælde, men ikke når det gælder bilens airconditionanlæg.
Hvad er et airconditionanlæg?
Aircondition, som forkortes 'A/C', er navnet på den kølende teknik, der bl.a. findes i bilers klimaanlæg.
A/C-teknikken findes også i bilers varmepumper. Her bruges A/C-teknikken ikke kun til at skabe køling, men også til at skabe varme.
Moderne elektriske biler og plugin-hybrider har nemlig behov for god servicering af airconditionanlægget af mere væsentlige grunde, end en brændstofbil har. Det viser undersøgelser, som teknikere i FDM har udført sammen med Christonik og Autobranchens Udviklingscenter.
– Hvor aircondition i en brændstofbil stort set udelukkende bliver brugt til at køle kabinen, så bruges aircondition i mange elbiler ofte aktivt til også at køle elbilens teknik, forklarer Yasser Abaiji, teknisk konsulent i FDM, og fortsætter:
– God temperaturstyring i batteripakken og af elbilteknikken er en afgørende faktor for at få en elbil til at fungere så optimalt som muligt. Så et airconditionanlæg, som performer ringere, end det kan, vil have en negativ indflydelse på din elbil. I sidste ende vil du både kunne opleve dårligere rækkevidde og unødigt slid af din elbil, hvis aircondition i din bil ikke fungerer optimalt. Derfor skal du som elbil- og plugin-hybridbilejer sørge for, at anlægget i din bil er velserviceret.
FDM anbefaler
Undersøgelsens resultater viser med al tydelighed, at det påvirker bilen, hvis A/C-anlægget ikke er tilstrækkeligt påfyldt med kølemiddel. Men som det er nu, er fastlagte serviceintervaller på A/C-anlægget ikke en del af bilproducenternes forskrifter på de fleste elbiler og plugin-hybridbiler.
– FDMs anbefaling er, at du får A/C-anlægget i din elbil eller plugin-hybrid serviceret minimum hvert andet år. Også selvom det ikke, ikke endnu i hvert fald, er en del af din faste serviceplan, og der altså dermed vil være tale om en ekstra omkostning, lyder det fra Yasser Abaiji, som tilføjer:
– Vi skal dybest set vænne os til at tænke A/C som en del af bilens drivlinje, når det gælder elbiler, og dermed give service af A/C en højere prioritet, end det tidligere har haft. Det gælder både for dig som bilejer, men det gælder i høj grad også for os teknikere og mekanikere på værkstederne.
Kan du selv tjekke, om der er kølemiddel nok?
Som elbil- eller plugin-hybridejer kan du typisk ikke selv aflæse eller måle, hvor meget kølemiddel der er på bilens A/C-anlæg. Og afhængig af hvilken bil du kører, kan det også være svært at opdage ved almindelig brug af bilen.
– I vores undersøgelse så vi netop, hvordan 'Bil 1' sagtens kunne udføre sin opgave med at sænke kabinetemperaturen, dog med et stort energiforbrug og kompressorslid til følge. Men som fører af 'Bil 1' ville man ikke have en umiddelbar indikation af, at A/C-anlægget i bilen kunne trænge til service, forklarer Yasser Abaiji.
– Der er helt forventeligt, at et A/C-anlæg over tid vil tabe kølemiddel. Det betyder ikke nødvendigvis, at anlægget er defekt eller har en skade. Men det kan som sagt være en udfordring som bilejer selv at vide, hvornår behovet for påfyldning af kølemiddel helt konkret er der. Det er netop derfor, det er en god idé at servicere anlægget med jævne mellemrum, lyder rådet derfor fra Yasser Abaiji.
Service af A/C-anlæg skal foretages af et værksted med det korrekte udstyr, da A/C-olierne, der skal bruges i elbiler og plugin-hybridbiler, ikke må være elektrisk ledende.
Læs mere: Sådan vedligeholder du bilens A/C- eller klimanlæg
Gælder ikke alle
Det er ikke alle elbiler og plugin-hybrider, der bruger A/C til at styre temperaturen i bilens teknik og batteripakke. Er du I tvivl om, hvorvidt det gælder netop din bil, kan du konsultere dit værksted.
Selvom din bil ikke bruger A/C-anlægget til at køle batteripakken, vil et dårligt serviceret anlæg stadig blive unødigt slidt og bruge unødigt meget energi, som i sidste ende vil gå ud over din bils effektivitet og dermed rækkevidde.
Har du brug for hjælp?
Som medlem af FDM har du adgang til mange fordele – blandt andet kan du altid få rådgivning af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.