Ligesom det ikke er helt ligegyldigt, hvad man tager med på kør selv-ferien af ting og tøj, så er det heller ikke uvæsentligt, hvilken tagboks man pakker det i. For der er stor forskel på kvalitet og sikkerhed, viser en test af otte tagbokse, som Motor har udført i samarbejde med FDMs tyske søsterklub, ADAC.
Vinderen får som den eneste fem stjerner, men fire andre klarer sig godt og belønnes med fire stjerner. En enkelt klarer sig kun lige hæderligt med tre stjerner, mens to er nede i det røde felt med kun to stjerner, og derfor kan FDM ikke anbefale, at du benytter dem.
Ikke så meget plads som angivet
Tagboksene er testet på flere måder og er blevet udsat for lidt af hvert. Det tyske testhold har vurderet monteringen af samtlige bokse, og det er bl.a. blevet målt, om de nu også kan rumme, hvad de lover.
Det kan de sjældent, for seks af testens otte tagbokse lyver om størrelsen og har et lavere volumen i liter end angivet. Det skyldes, at lukkemekanismen kræver plads, der så ikke kan bruges til bagage.
Udsat for kulde, regn og vind
Efter faste standarder er de også blevet udsat for en maskine med modvind på 70 km/t og et kvarters regnvejr i form af 180 liter vand fra sprinklere.
Efter at have stået seks timer i minus 20 grader har man ladet en 2,5 kg tung genstand falde ned på boksen flere steder for at teste dens styrke i kulde.
Man har bl.a. også set på, hvordan boksen kan klare en nedbremsning fra 100 km/t og et sammenstød ved 30 km/t.
Testvinderen er Thule Motion 3 XL Low, og den får fem stjerner. Tagboksen imponerer med sin brugervenlighed og har ingen svagheder med hensyn til køresikkerhed, og den scorer højt i crashtest. Den høje vægt, låsemekanismen
og en smule indtrængning af vand trækker ned.
Herunder kan du se, hvordan alle tagbokse klarer sig i testen.
Husk, når du skal bruge din tagboks, er det stadig vigtigt, at du monterer og pakker den korrekt. Det er nemt at begå fejl, som f.eks. gør bilen ustabil ved undvigemanøvrer og ved kraftige vindforhold.
Læs mere: Montering og pakning af tagboks: Sådan gør du
Brug for en tagboks?
I FDMshop.dk finder du et bredt udvalg af gode produkter til bilen, herunder også tagbokse.