Det kan være en parkeringsskade, der dårligt mærkes. Eller et let „morgenkys“ i trafikken. Uheld sker, og heldigvis er det i langt de fleste tilfælde kun bilen, der får lidt knubs. Men selvom skaderne ser overkommelige ud, kan de nemt ende med at totalskade økonomien.
Over de senere år er reparationspriserne nemlig røget i vejret, så selv små reparationer stadig oftere udløser en stor regning. Det er især bilernes dyre teknologi, dyre materialer og måden, bilerne i dag laves på, som gør dem dyre at reparere. Så selvom især elbiler på mange måder er blevet mere simple, er de samtidig blevet mere komplicerede.
Hvor en forlygte engang kunne repareres med et nyt lygteglas og en ny pære, har mange biler i dag avancerede LED-lygter med hundredvis af små dioder, som ikke kan skiftes. Kofangeren er heller ikke længere bare et dumt stykke plastik. I dag er den fyldt med sensorer, der gør den lige så sensibel som familiens teenagedatter. Derudover er mange dele i dag bygget sammen til en større samlet enhed, hvor de tidligere bestod af hver sin del. Det giver økonomisk mening ved produktionen, men ikke så meget ved reparationen.
Højere avance på delene
En stor del af forklaringen på de høje værkstedsregninger skal også findes i priserne på reservedele, som de senere år er steget voldsomt. Det skyldes ikke bare, at efterspørgslen på udvalgte dele i perioder har været større end udbuddet, men også at bilproducenterne strammer prisskruen.
– Der er god grund til at stille sig kritisk over for prisstigningerne. For hvorfor skal en bagskærm eller en kofanger til et relativt billigt bilmærke som Kia pludselig koste mere end til et premiummærke som Porsche? spørger områdechef i FDMs tekniske rådgivning Lone Otto med undren.
– Vi kan godt have en mistanke om, at bilproducenterne og -importørerne bruger eftermarkedet til at tjene de penge, som de ikke længere får ind på salget af nye biler eller på normal service og normale reparationer. Ud over at det rammer forbrugerne, betyder det også, at skader hurtigere bliver så dyre, at bilerne i stedet erklæres totalskadet, hvilket også kan ramme biløkonomien, forklarer Lone Otto.
Gå efter lang garanti
Det er ikke en stor hjælp for bilisterne, at regningen i mange tilfælde kan sendes videre til forsikringsselskaberne. For de sender den tilbage til kunderne. Mange bilejere har på det seneste oplevet prisstigninger på deres bilforsikringer, netop med forklaringen om, at skaderne er blevet dyrere at udbedre.
Og så er der de tilfælde, hvor vitale dele giver op. Her kan man bare håbe på, at det sker inden for garantien, ellers hænger man selv på regningen. Det er endnu en god grund til at gå efter en bil med lang garanti. FDM anbefaler mindst fem år (150.000 km).
Er bilen ude over garantien, kan man tegne en reparationsforsikring eller bruge den serviceaktiverede garanti, som nogle bilmærker tilbyder.
– Der er god grund til at stille sig kritisk over for, hvorfor en elmotor eller en onboard-charger, der er helt vitale for en elbil, skal koste op mod 50.000-70.000 kr. Særligt når man ofte kun kan bruge nye originale dele. Det er noget, vi i de europæiske bilklubber har fokus på og har påpeget over for EU, siger Lone Otto.
Helt konkret arbejder de europæiske bilklubber for, at der i EU skal være bedre mulighed for at genbruge reservedele. I dag er det sådan, at nogle dele er kodet, så de kun passer til den konkrete bil. Dermed kan de ikke bruges i andre biler. Det er ikke bare skidt for genanvendeligheden, men også for forbrugerne, der dermed kan være nødt til at købe en fabriksny del.
– Det er en problematik, vi har rejst over for både EU og bilproducenterne. På forbrugernes vegne er vi forpligtet til at sikre, at eftermarkedet fungerer, og at reservedele bruges med omtanke. Ellers er det, at prisen på reparationer stikker af, siger Lone Otto.
Læs mere: Tjek FDM Reparationsforsikring
Her er (nogle) af de dyre skader
Motor har bedt områdechef for FDMs tekniske rådgivning Lone Otto og cheftaksator Jan Lykholt se på, hvorfor mange skader er så dyre, og hvad de kan løbe op i.
Forlygter sørger ikke længere kun for, at føreren kan se og blive set. Lygter kan i dag følge vejens kurve, kan selv blænde op og ned og har dyr LED- eller matrix-teknologi. Det gør, at de ofte ikke kan repareres, og at man er nødt til at skifte dem parvis. De avancerede lygter kræver også, at de kodes og kalibreres, så de „taler“ med bilens øvrige systemer. Pris: ca. 19.000 kr. inklusive kodning og kalibrering for én lygte.
Kameraer samt lidar- og radarteknologi hjælper nye biler med at se frem i trafikken. De sidder forrest på bilen, hvor de er udsat ved frontskader. Her er producentens reparationsvejledning afgørende for, om og hvordan de kan repareres, eller om de helt skal skiftes, hvilket kan være forbundet med store omkostninger.*
Onboard-chargeren, eller laderen, er mange elbilers akilleshæl. En defekt lader er et velkendt og dyrt problem. Laderne kan nemlig endnu ikke repareres, og afhængigt af bilmærke og -model er det ikke muligt
at sætte en brugt i. Pris: 15.000-70.000 kr.
afhængigt af bilmodel.
Forruden er på mange nye biler blevet større og ligger på flere modeller i forlængelse af et panoramatag. Ruderne er også blevet tyndere, hvilket gør, at man ikke kan reparere så ofte som på tykkere ruder. Ofte er de også både lyddæmpet og isoleret mod varme, ligesom det i mange tilfælde også er nødvendigt at kalibrere sikkerhedsudstyret ved rudeskift. Pris: ca. 19.600 kr. inklusive kalibrering for biler med headup-display og ca. 14.200 kr. på forruder uden headup-display.*
Skærmen er der, hvor mange af bilens basale funktioner betjenes i dag. Går den i sort, gør hele bilen det. Prisen afhænger af, om det „bare“ er skærmen eller hele infotainment-systemet, der er gået. Pris: 30.000-60.000 kr. afhængigt af bilmodel.
For- og bagskærme og andre karrosseridele er steget i pris. Det er især dyrt at udskifte på biler, som er lavet ved såkaldt gigacasting. Det er en nyere produktionsmetode, hvor bilens grundkonstruktion er samlet af færre, men større dele, som f.eks. på nogle Tesla-modeller. Potentielt kan det gøre reparationen dobbelt så dyr i forhold til de forskellige beskadigede karrosseridele.
Sidespejle, Kofangere m.m. på nye biler er fyldt med sensorer, og ofte ligger der også radarer, kameraer o.a. inde bag, som er med til, at bilen kan se bl.a. bløde medtrafikanter. På den måde er kofangeren i dag en del af bilens sikkerhedsudstyr, men det kan gøre det besværligt at reparere den i stedet for at skifte den. Pris for udskiftning af en komplet forkofanger (inklusive p-sensorer, lister, forstærkning, gitre m.m., men eksklusive radar): ca. 44.000 kr. For sidespejle ligger gennemsnitsprisen på de tre populære modeller på 9.750 kr.*
*Taksatorringen har taget udgangspunkt i tre populære elbilmodeller, som prismæssigt hverken er low- eller high-end. Priserne er totalomkostninger og uden evt. rabat og med en gennemsnitlig arbejdsløn indregnet.
Er du i tvivl om dine rettigheder?
Husk, at du som medlem af FDM kan få rådgivning af juridiske eksperter om dine rettigheder som forbruger.