CO2-udledningen stiger på transportområdet, og et af de helt store spørgsmål er, hvordan vi danskere får udskiftet vores 2,6 millioner personbiler til grønne biler.
Det er en øvelse, der ikke bliver lettere af, at samfundsøkonomien er dybt afhængig af de over 50 milliarder kroner, som bilisterne i dag betaler i bilrelaterede afgifter hvert eneste år.
Sagen er, at elbiler er og vil være dyrere end benzin- og dieselbiler. Så medmindre du skal bruge en endnu større andel af dit budget på bilen, ja, så er der ganske enkelt ikke plads til at beskatte de grønne biler lige så hårdt som benzin- og dieselbilerne.
Afgifter eller roadpricing
Politisk er der dem, der mener, at man skal finde pengene ved at skrue op for afgifterne på benzin- og dieselbiler. Men her er afgifterne i forvejen meget høje, og politisk vil det være upopulært, så længe skiftet til en grøn bil ikke ligger lige for. Prisen på elbiler er, selv uden afgift, stadig høj, udvalget begrænset, og leveringstiden meget lang på mange af de populære modeller.
Prisen på elbiler er, selv uden afgift, stadig høj, udvalget begrænset, og leveringstiden meget lang på mange af de populære modeller.
En variant af afgiftsforhøjelser er, at vi indfører roadpricing. At lade bilisterne betale efter, hvor og hvornår de bruger deres bil, og ikke ud fra hvad den koster, er også den rigtige løsning, mener FDM.
Det er imidlertid ikke så ligetil, som mange giver udtryk for. Indtil videre er det kun Singapore, der forsøger sig med en fuldt satellitbaseret løsning. Et effektivt roadpricing-system er altså ikke en hyldevare.
Dertil kommer, at roadpricing er designet til at håndtere og beskatte trængsel, men en elbil fylder nu engang lige så meget i trafikken som en dieselbil.
Hvor skal vi lade?
Et tredje spørgsmål er, om elnettet og lademulighederne reelt er klar til de mange elbiler. Her er der særligt en udfordring for de mange, der bor i etageejendomme eller anden tæt bebyggelse uden egen p-plads.
I dag kan de måske lade ved arbejdet, ved indkøbscenteret eller på offentlige p-pladser. Men vil det være muligt, når elbilerne ikke længere skal tælles i tusinder, men i hundredtusinder? Næppe.
Tænker på forbrugerne
I FDM arbejder vi aktivt på at forberede forbrugerne på den grønne omstilling, og vi vil arbejde for, at den sker bedst muligt. Det vil i den sidste ende være forbrugerne, der kommer til at betale regningen. Derfor er det bestemt ikke ligegyldigt, hvilken vej den grønne omstilling tager.
Det må ikke ende i elitære løsninger fastlagt af en uhellig alliance af idealister, der uden at skele til forbrugeren vil den grønne omstilling, og kapitalinteresser, der først og fremmest vil optimere egen forretning.
Læs mere: Få gode råd til køb af elbil
Vi forventer, at den nye regering vil fortsætte arbejdet med at finde løsninger i dialog med forbrugerne og markedsaktørerne. Det arbejde ser vi frem til at deltage i.