Ford Ecosport - akavet SUV-udfordrer

Forpremiere

Ford Ecosport fås med firehjulstræk, men på rigtig mange punkter rammer Ford helt skævt. Pengene er brugt på læder og B&O Play i stedet for sikkerhed.

Ford Ecosport
Fotograf:
Foto
Torben Arent, FDM

Fords entré i den populære kompakte crossoverklasse sker med Ecosport. Reelt er der tale om et temmelig stort facelift af en model, som blev lanceret i Brasilien i 2012. Den er således udviklet på den gamle Fiesta-platform.

Motor mener

Ford Ecosport er en forbier. Bilen bærer i høj grad præg af sin egentlige alder og brasilianske ophav. Sikkerhedsudstyret er ringe. Ecosport vinder primært på ganske gode muligheder for komfortudstyr samt køreegenskaber.

Den snirklede vej fra Brasilien har sin pris. Ecosport virker på lidt for mange punkter akavet i forhold til de smarte, europæiske crossovere.

Ford tror dog nu så meget på projektet og væksten, at bilerne til Europa ikke længere kommer fra Indien, men fremstilles på en fabrik i Rumænien.

Irriterende og upraktisk bagklap

Designet i nyeste udgave har ganske vist fået en imposant kæmpegrill i stil med Fords amerikanske pickups og øvrige SUV-modeller, men ellers virker bilen lettere uharmonisk, høj og forholdsvis smal. Selv med 18 tommer fælge står hjulene og råber til de fjerntliggende skærme.

Ecosport virker på lidt for mange punkter akavet i den smarte, europæiske crossover-klasse.

Det er smag og behag. Konkret er i hvert fald, at bagklappen, der er hængslet i siden, besværliggør den daglige omgang med bilen. Årsag: Til de dårlige brasilianske veje skulle der sidde et reservehjul i fuld størrelse uden på bagklappen.

Konstruktionen kræver halvanden meter luft bag bilen for at kunne åbnes, og skulle du egentlig læsse eller losse fra venstre side, er døren i vejen. Du og lasten står heller ikke i læ for regn og sne.

Læs også: Motors duel mellem crossoverne Mazda CX-3 og Peugeot 2008 

Ford Ecoport set bagfra
Særligt bagfra plages designet af, at bilen er lige så høj som den er bred.

Forældet sikkerhed

Ophavet – og alderen – betyder også, at den „nye” bil slet ikke fås med nødbremse. Et særsyn i klassen i dag. Adaptiv fartpilot, vognbanealarm/-assistent og skiltegenkendelse er ligeledes en by i Brasilien. Tilvælges kan advarsel mod biler i de blinde vinkler og mod tværgående trafik under bakning.

Ecosport fik fire stjerner (ud af fem) hos Euro NCAP i 2012. Med 2017-testnormen ville det med stor sandsynlighed kun være blevet til tre. Den egentlige kollisionssikkerhed i kabinen var i øvrigt fin i 2012-testen. 

LED-lys er heller ikke en mulighed. Derimod kan den uddøende xenon-teknik tilkøbes.

Læs også: Motors test af Seat Arona - minibil på lange ben

Ford Ecosports kabine
Førerpladsen er udmærket med forbedret plastkvalitet og god fralægningsplads. Den/de store hjørnestolper stjæler udsyn. Skærmen fås i tre størrelser: 4,2 6,5 eller 8 tommer.

Masser af udstyr at tilkøbe

Forsædepassageren troner mærkeligt højt oppe, og det giver nedsat udsyn gennem forruden. Det sidste gælder også for føreren i venstrekurver på grund af den meget brede hjørnestolpe langt fremme.

I stedet for sikkerhed har Ford brugt udviklingsbudgettet på en fin og tiltrængt forbedring af plasten i kabinen og en hel del komfortudstyr. På det punkt er Ecosport ganske godt kørende for fornuftige tillægspriser.

Grundmodellen uden skærm kan opgraderes med både 6,4- og 8-tommers skærm i høj kvalitet og med Apple CarPlay. Dellæder findes i mange varianter, og for under 8.000 kr. fås et vellydende B&O Play-anlæg med ni højttalere.

Læs også: Motors prøvekørsel af Citroën C3 – farveglad familiebil

Ford Ecosports bagklap åbner til siden
Bagklappen åbner til siden – ikke nogen god løsning.

Lidt bedre plads end i Fiesta

I kabinen er der god fralægningsplads inklusive en stor skuffe under passagersædet. Voksne bagsædepassagerer sidder godt takket være den store afstand fra gulv til sæde.

Heri ligger den største praktiske forskel til Fiesta, selvom akselafstanden kun er tre cm større. Kardantunnelen fylder overraskende lidt til glæde for en eventuel midterpassager.

Bagagerummet er blot på 334-356 liter (Fiesta 303 liter), og under gulvet findes kun et lappekit. Vil man have reservehjul, bliver det i form af ét, der sidder uden på bagklappen.

Hjulene på Ford Ecosport
Selv med 18 tommer hjul er der meget langt fra dæk til hjulkasse. Og frihøjden er ikke engang imponerende: 16-19 cm.

Tjek komforten før køb

Ecosport kører for så vidt glimrende. Styring, vejbeliggenhed og gearskifte er upåklageligt og til den sportslige side. Kombinationen af den fast opsatte ST Line og 18 tommer hjul – eneste variant ved den europæiske præsentation – giver dog en temmelig hård undervogn, hvor vejhuller nærmest gør ondt.

Test den grundigt inden køb og overvej en Titanium-version med maks. 17 tommer hjul og antagelig bedre komfort.

Uanset version medfølger en forholdsvis stor vendediameter på 10,9 meter.

Få overblik over SUV'er på det danske marked

Bagagerummet i Ford Ecosport
Bagagepladsen er ikke noget særligt og en bagatel mere end i Fiesta.

Renere dieselmotorer på vej

Benzinmotorerne er de gode gamle Ecoboost-motorer med 125 hk og opefter. På dieselsiden indfases fra sommer en ny generation. Motor fik lejlighed til at prøve en tidlig udgave af 1.5 Ecoblue med 125 hk. Det er samme ydelse som hidtil, og ingen forbedring føles umiddelbart. Tværtimod var der en svag diesel-knitren.

Missionen for den nye motorfamilie er da også primært bedre brændstoføkonomi og renere udstødning. Det sidste opnås uden SCR-katalysator og AdBlue-tilsætningsstof. Indtil videre tilbydes den gamle 1.5 med 100 hk.

Firehjulstræk tilbydes sammen med den nye dieselmotor. Frihøjden er ikke imponerende: 16 cm med dieselmotor og 19 cm med benzin. Det er påhængsvægten heller ikke: 900-1.100 kg.

Automatgear fås i kombination med 125 hk benzin, men ikke sammen med firehjulstræk.

Høj frapris

Et mystisk navn

Hvordan kan en lille SUV hedde noget med økologi og sport? Svaret fortaber sig i fortiden, for navnet har været brugt i Brasilien siden år 2000. Et opkald til Fords brasilianske hovedkvarter kaster lys over navnet: Eco henviser dels til økonomisk, altså opnåelig, dels ecologi i betydningen natur. En bil til at køre ud i naturen med. Sport relaterer sig til sport fra ”sport utility vehicle” i SUV. Altså ikke til noget med racer eller idræt.

Ecosport gør ikke livet nemmere for sig selv med en relativ høj startpris. 212.000 kr. koster billigste version. Kompenseret for motor og udstyr er det ikke helt skævt i forhold til konkurrenterne, der imidlertid ofte lokker med frapriser på 174.000 kr.

212.000 kr. er også ca. 50.000 kr. dyrere end den helt moderne Fiesta med samme motor. Man skal være meget begejstret for den høje siddeposition og bedre bagsædeplads for at give den mérpris.

Mon ikke Ford er i fuld gang med en moderne europæisk afløser, der kan være klar om tre år? Denne gang ramte Ford i hvert fald ved siden af.

Se alle bilmodeller fra Ford

Ford Ecosport 1.0 Ecoboost benzin
125 hk
19,2 km/l
211.560 kr.

Ford Ecosport 1.0 Ecoboost benzin
140 hk
19,2 km/l
238.650 kr.

Ford Ecosport 1.0 Ecoboost benzin aut.
125 hk
17,2 km/l
264.090 kr.

Ford Ecosport 1.5 Duratorq diesel
100 hk
24,4 km/l
221.690 kr.

 

Af
Torben Arent