Tryg sender egen vejhjælp til bilister i udlandet

Tryg Forsikring lancerer egen vejhjælp til nødstedte danskere i udlandet. Har du din bil kaskoforsikret hos FDM Forsikring eller Tryg, kommer hjælpen fremover fra Tryg Vejhjælp Europa. Vigtigst er, at den kommer, mener FDM.

Tryg vil nu komme nødstedte danskere i udlandet til undsætning med egen vejhjælp.
Medlemsnyt

En punktering eller et fladt batteri kommer aldrig belejligt. Slet ikke hvis det sker på ferien i udlandet.

Har du tegnet en kaskoforsikring på bilen, er hjælpen dog ikke længere end et telefonopkald væk.

Mens du i Danmark skal have enten vejhjælp eller mobilitetsaftale til din bil, hvis uheldet er ude, er du i udlandet nemlig dækket af Det Røde Kort gennem din kaskoforsikring.

Læs også: Har du styr på kør selv-feriens rejsedokumenter?

For FDM er det ikke afgørende, hvem der hjælper én, men at man bliver hjulpet lige så godt og dækkende

Ny aktør

Hidtil har SOS International koordineret hjælpen til strandede danske bilister i udlandet og hjulpet dem videre. Det gør de stadig for stor del af bilisterne.

Er du forsikret igennem FDM Forsikring, Tryg eller en gruppe under Tryg, har du siden årsskiftet imidlertid skulle kontakte Tryg Vejhjælp Europa, der som ny aktør på området fremover vil sørge for, at du får den rette hjælp og assistance.

Læs også: Derfor må danskere have vejhjælp på ferien

Rødt Kort-ordning siden 1978

”Tryg har været en del af Rødt Kort-ordningen siden begyndelsen i 1978. Når vi har valgt at blive selvstændige på området, er det fordi, vi mener, vi kan udvikle en bedre service selv. Det er baggrunden for, at vi nu lancerer Tryg Vejhjælp Europa,” siger produktudvikler hos Tryg, Janus Rasmussen.

Han understreger, at den nye ordning ikke betyder højere præmie eller dårligere dækning for kunderne.

”Vi mener, vi med Tryg Vejhjælp Europa kan give kunderne en endnu bedre hjælp. Konkret er fritrækning nu inkluderet i vores dækning, ligesom vi har sat et højere servicemål for hjemtransport. Endelig behøver vores kunder ikke medbringe Det Røde Kort på ferien. Det er nok blot at ringe til Tryg Vejhjælp Europa,” siger Janus Rasmussen.  

Ifølge Tryg er alle forsikringskunder blevet orienteret om overgangen til Tryg Vejhjælp Europa via et brev i december.

Tegn FDM Forsikring

Dækker i hele Europa

Hvad enten du er dækket gennem Tryg Vejhjælp Europa eller Det Røde Kort, er du som bilist sikret assistance ved blandt andet nedbrud eller uheld. Det samme gælder hjælp til bugsering, lånebil, hotel og hjemtransport, så længe din bil er kaskoforsikret.

Begge ordninger dækker i hele Europa, Rusland (dog kun til Uralbjergene), Grønland, Island, Tunesien, Marokko, Israel, Tyrkiet og Iran.

Læs også: Hvis du har uheld på kør selv-ferien

Vigtigst at hjælpen kommer

”Som bilist er det vigtigt, at man er dækket igennem sin kaskoforsikring, så man kan få den nødvendige hjælp, hvis uheldet er ude i udlandet. For FDM er det ikke afgørende, hvem der hjælper én, men at man bliver hjulpet lige så godt og dækkende, som med Rødt Kort-ordningen i dag. Det har vi naturligvis en forventning om, at nødstedte bilister også vil blive med Tryg Vejhjælp Europa. Vi har ikke grund til at tro andet,” siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.  

Ifølge Tryg vil mange af deres samarbejdspartnere i Europa være de samme, som SOS International også har aftale med i dag. Det betyder, at det langt hen ad vejen vil være de samme vejhjælpsselskaber, som kommer og hjælper én.

Læs også: Tegn vejhjælp hos FDM

Hent vejhjælps-app inden ferien

Skal du på kør selv-ferie i udlandet, anbefaler FDM, at du henter enten SOS’ Rødt Kort-app eller Tryg på rejse-app’en til din smartphone, alt efter hvor du er dækket. Begge app’s indeholder direkte telefonnumre til vejhjælpens alarmcentral og kan vise din nøjagtige GPS-position. Derudover har de også nyttige informationer ved uheld.