Vejhjælp klar med reservedunk til elbiler

Elbiler, der er løbet tør for strøm, kan nu blive ladet i vejsiden af en bil fra SOS Dansk Autohjælp. Indtil videre gælder hurtighjælpen i Storkøbenhavn. Den nye service komme alle kunder hos FDM vejhjælp til gode.

Vejhjælp kan nu give elbiler en hurtig slat strøm.
Fotograf:
Medlemsnyt

At hælde fem liter benzin eller en diesel på en almindelig bil, der er løbet tør, er som udgangspunkt ret enkelt. Men med en elbil er det med en reservedunk en speget affære.

Alligevel er det nu blevet en mulighed at hælde lidt strøm på en flad elbil.

På den måde kan en strandet elbil hurtigt blive ladet så meget op, at den kan køre videre ved egen kraft.

Som et forsøg i Storkøbenhavn har SOS Dansk Autohjælp indsat en mobil ladestation, der kan rykke ud og hurtigt få elbilen så meget i form, at den kan fortsætte til en ladestander.

Dermed undgås den mere besværlige, langsommere og dyrere løsning, hvor elbilen må op på et fejeblad og køres bort.

Se hvornår de nye elbiler kommer

En vejhjælpsbil er blevet udstyret med et pænt stort batteri og et udvalg af ladekabler, og på den måde kan en strandet elbil hurtigt blive ladet så meget op, at den kan køre videre ved egen kraft.

12 km på ti minutter

Når SOS Dansk Autohjælp er nået frem til den døde elbil, vil det typisk tage ti minutter at give bilen så meget strøm, at den kan køre 12 km.

Elbilen kan lades med omkring 3,5-8 kW, omtrent det samme som en hjemmelader eller mange ladestandere i byen.

Se mere: Sådan fungerer en elbil

Vejhjælpsbilen har et batteri på 9,2 kilowatttimer, som rækker til omkring ti opladninger på en dag. Og desuden kan hjælpebilen selv lade sit batteri op løbende via en indbygget generator og lader.

Gælder også FDM vejhjælp

Den nye service er rettet mod alle elbilister, men indtil videre er det især de københavnske delebiler, der er kunder hos vejhjælpen. I de tilfælde sørger vejhjælpsmanden selv for at flytte den nødstedte elbil til nærmeste ladestander, der den har fået den første slat.

Derefter tager han et medbragt elløbehjul tilbage til vejhjælpsbilen.

Kunder hos FDM vejhjælp får glæde af den nye service over for elbilister, da det er SOS Dansk Autohjælp, der rykker ud på vegne af FDM vejhjælp.

FDM vejhjælp