FDM skal have ny direktør

Fra 2022 vil en ny direktør stå i spidsen for FDM. FDMs adm. direktør, Thomas Møller Thomsen, 69 år, stopper efter 18 år i FDM.

Danmarks største forbruger- og interesseorganisation skal have ny direktør.
Medlemsnyt

Danmarks største forbruger- og interesseorganisation skal have ny direktør.

FDMs nuværende direktør, Thomas Møller Thomsen, har meddelt bestyrelsen, at han efter en lang karriere ønsker at trække sig tilbage for at kunne bruge mere tid med familien. Derfor stopper han med udgangen af året.

”FDM er en stærk organisation med mange relevante tilbud til bilisterne. Bilen har fået en ny rolle i samfundet, den grønne omstilling og teknologierne skaber nye muligheder. Alt det har FDM formået at understøtte, og det har været en medvirkende årsag til, at FDMs medlemstal er vokset markant de seneste år. Jeg har nået en alder, hvor jeg har et ønske om at drosle arbejdet ned. Derfor har jeg drøftet med FDMs bestyrelse, hvornår det rigtige tidspunkt ville være at træde tilbage, og vi er enige om at timingen er helt perfekt for både mig og FDM ved årsskiftet”, siger Thomas Møller Thomsen.

Varetager 260.000 medlemmers interesser

FDM er med over 260.000 medlemmer Danmarks største forbruger- og interesseorganisation. FDMs kerneydelse er at rådgive medlemmer i forbrugermæssige, juridiske, økonomiske og tekniske spørgsmål, og hvert år rådgiver FDM tusindvis af medlemmer med at finde de rigtige svar og træffe de bedste beslutninger i forhold til bilbrug og bilejerskab, eller vi hjælper, hvis uheldet er ude.

FDM tilbyder også en bred vifte af services og kommercielle tilbud, der inkluderer Danmarks største bilmagasin Motor, FDM vejhjælp, FDM forsikring, FDM travel, FDM test og bilsyn, FDM shop, rabatter og fordele, magasinet MotorClassic, køreteknik, motorsport og events.

FDM spiller en aktiv rolle i interesse- og samfundspolitiske dagsordener. Derfor varetager FDMs adm. direktør også en række poster for FDM i diverse råd og nævn. Disse poster vil Thomas Møller Thomsen fortsat varetage året ud.

Derudover er Thomas Møller Thomsen i foråret blevet genvalgt som præsident for FIA Region 1, som er bilklubbernes internationale paraplyorganisation. Den post vil Thomas Møller Thomsen fortsat varetage efter 2021, og derfor vil han stadig have tilknytning til FDM.

Ny direktør fra årsskiftet

FDM er struktureret som en demokratisk erhvervsdrivende forening med et medlemsvalgt repræsentantskab som højeste myndighed. FDM har hovedsæde i Lyngby og beskæftiger knap 300 medarbejdere fordelt på 31 adresser i Danmark.

Nogle af de kvalifikationer, som den nye direktør forventes at have, er stor forretningsforståelse, erfaring med og indgående kendskab til værdiskabelse og forretningsudvikling af både eksisterende og nye forretningsområder og koncepter. Derudover skal personen besidde en stor portion politisk tæft og et veludviklet netværk.

FDM forventer at have en ny direktør på plads fra årsskiftet.

Se job hos FDM