Selv om vi kun lige har taget hul på sommermånederne, har sommervarmen allerede meldt sin ankomst.
Årets første sommerdag blev således også årets varmeste med 27,8 grader målt i København. Det er dog for intet at regne mod, hvor varmt der kan blive i en bil. Heller ikke selvom den kun står parkeret i kort tid. I løbet af dagen kan temperaturen her nemlig snige sig op omkring de 70 grader, viser en måling, FDM foretog 1. juni.
Til forsøget, der er ganske uvidenskabeligt, blev brugt tre forskellige termometre – to digitale og et sprittermometer – der blev placeret i forruden på en sølvgrå bil.
SE VIDEO: Pas på varmen i bilen
Næsten 70 grader
Allerede kl. 08.00 viste temperaturen her 30 grader. Klokken 09.00 var den steget til 49,2 grader og til 57,8 grader en time senere. Ved aflæsningen klokken 11.00 havde de to digitale termometre imidlertid givet op i varmen, som fortsatte med at stige til lidt over 60 grader.
Varmest var der i bilen kl. 14.00, hvor sprittermometret viste 68 grader. Herefter trak et par skyer for solen, der nu heller ikke længere stod lige på.
”Selvom det ikke er en videnskabelig test, viser vores måling tydeligt, at der hurtigt bliver så varmt i bilen, at det ligefrem kan være farligt. Derfor må man aldrig efterlade børn eller dyr i bilen. Heller ikke selvom det kun er for et kort øjeblik,” siger seniortekniker i FDM, Jørgen Jørgensen.
Luft bilen ud
Da FDM stoppede sin måling kl. 16.00, viste termometret 49 grader.
”De fleste kender til at komme ud til en bil, der har stået parkeret i sommervarmen hele dagen. Her gælder det om at få åbnet dørene, så den værste varme kan slippe ud. Men selvom man efterfølgende lader klimaanlægget komme på overarbejde, har sæder, paneler og beklædning i løbet af dagen akkumuleret så meget varme i sig selv, at det kan tage flere timer, før temperaturen er nede på et mere normalt niveau,” siger Jørgen Jørgensen og tilføjer:
LÆS OGSÅ: Opfindelse giver kold hund i varm bil
”Der er ikke så meget, man kan gøre ved det. Parkerer man i kortere tid, kan man forsøge at finde skygge, men da solen hele tiden flytter sig, vil bilen hen over dagen alligevel komme til at stå i solen. Man kan dog selv forsøge at dæmpe varmen ved eksempelvis at lægge en alumåtte i forruden eller med solskærme for vinduerne. Vigtigst er dog, at man aldrig efterlader børn eller dyr i bilen.”
Hvis du ser børn eller dyr efterladt i en varm bil
Det sker, at bilister glemmer eller efterlader deres barn eller dyr i en sommervarm bil. Hvis du opdager en varm bil med et barn eller en hund i, er det første, du bør sikre, at ejeren ikke er i umiddelbar nærhed af bilen.
Er du ved et supermarked eller lignende, kan du få eftersøgt ejeren over et samtaleanlæg eller alliere dig med en anden, der kan gøre dette, så du selv kan blive ved bilen. Er det ikke muligt at finde frem til ejeren og dukker vedkommende ikke op, bør du kontakte politiet og følge deres anvisninger. Ring 114 - 112 hvis situationen er akut.