Til december bygger Toyota sin sidste dieseldrevne personbil. Subaru lukker for dieseldriften allerede til sommer, og Honda er holdt op med at udvikle dieseludgaver af nye modeller. Volvo fortsætter produktionen, men vil ikke bruge penge på udvikling af nye generationer af dieselmotoren, som altså også her synger på sidste vers.
Men at brændstofmotorerne trods alt får sin ende, er der nok ingen tvivl om.
Så klare er udmeldingerne fra de bilproducenter, Motor talte med på biludstillingen i Genève. Og i alle tilfælde er forklaringen den samme: Dieselmotoren er i ’bad standing’.
Politikerne vil helst være helt fri for dieselrøg, miljøorganisationerne bruger dieselmotoren som et synligt bevis på bilismens sorte sider, og bilkøberne flygter. Dieselbiler er tilsyneladende ’so last year’.
Det er dog ikke hele sandheden, selv om det er en god historie. Hos f.eks. Audi, BMW og Mercedes-Benz er dieselbilen bestemt ikke skrevet ud af historien. I hvert fald ikke endnu.
Audi har i stedet indbygget en elmotor i dieselmotorerne på nye modeller og gør dem dermed næsten grønne med sin milde hybrid-drift.
Hos BMW er man nærmest dieselmester, og her er en række nye teknikker med til at gøre dieselbilen stort set lige så ren som en benzinbil. Mercedes-Benz har ligefrem udviklet en opladningshybrid, hvor en stor elmotor og en dieselmotor arbejder sammen. Her er dieselæraen ingenlunde forbi.
Men at brændstofmotorerne trods alt får sin ende, er der nok ingen tvivl om. Og vil man gerne se, hvordan fremtiden så kommer til at se ud, skal man forbi VW-standen, hvor hele fire elektriske konceptbiler stråler i rampelyset.
Så mens dieselbilen er sat til tælling, er elbilen tydeligvis ved at rejse sig så markant fra årtiers dvale, at den om få år vil stå som et synligt bevis på en bilverden, der i den grad blev forandret, da det blev opdaget, at røgen fra dieselbiler alligevel ikke var helt så ren, som alle gik og troede.
Se også: Bilshow med højspændte elbiler og flyvende biler