Kæk koreaner med både form og funktion
Nyt om trafik og biler
13. september 2018

Foto: Kia
Kia bliver første mærke uden for premiumklassen, der lancerer en shooting brake. Stationcar med stil kan det oversættes med. Navnet er Proceed.
Kia har kikket dybt i bilhistorien. Helt tilbage til den gang i begyndelsen af 1900-tallet, da velhavende britere brugte en ’shooting brake’, når de skulle på jagt.
Navnet genopstod til en elegant, tredørs stationcartype i 1960erne, og i dette årti genoptog Mercedes-Benz traditionen med først CLS og siden CLA.
Nu lancerer Kia en moderne shooting brake, Proceed. Dermed er det reelt første gang, at et almindeligt bilmærke introducerer en sådan type i den lille mellemklasse.

Den historiske udvikling der har ført til dagens shooting brakes. Hidtil har det reelt kun været luksusmærker, der har haft én, men nu blander Kia sig i feltet. Illustration: Kia
Der er plads til en ny biltype, der kombinerer en coupés appellerende design med de praktiske egenskaber fra en stationcar.
Hvorfor nu det?
Fordi design er en afgørende købsfaktor for rigtig mange – og fordi også købere af stationcars sætter bilens udseende meget højt. Siger Kia. Og så er de ellers mest emotionelle biltyper, coupéer og cabrioleter, fuldstændig forsvundet fra den lille mellemklasse.
Se mere: Lille Mercedes-stationcar med stil

Kia Proceed virker som en meget elegant bil, her i GT-udgave med 18 tommer hjul. Proceed er lige så lang som Ceed stationcar, men er godt fire cm lavere.
Erstatter tredørs Proceed
Så der er plads til en ny biltype – er Kias analyse - der kombinerer en coupés appellerende design med de praktiske egenskaber fra en stationcar.
Resultat: en meget elegant Proceed, der genbruger navnet fra den nu udgåede Ceed tredørs, men som er næsten lige så praktisk som Ceed stationcar, nu kaldet Sportswagon.
Se mere: Kia Ceed - vellykket koreaner
Kias søstermærke, Hyundai, har lanceret en anden ny variant i kompaktklassen, i30 fastback. Det er en fiks femdørs, der mest ligner en firedørs.
Proceed og Sportswagon er lige lange, 4,60 meter, men Proceed er – ret synligt – 43 mm lavere. De fem mm skyldes, at den nye variant er sænket i undervognen, resten kommer fra et lavere karrosseri.

Kias nye Proceed er en femdørs shooting brake og afløser den tredørs, coupéagtige Proceed fra forrige generation.
Selv om Proceed er lavere, er der forbløffende god loftshøje ved bagsædet. Motors medarbejder sidder udmærket.
Meget stort bagagerum
Også bagagerummet er stort – større end i de fleste rigtige stationcars i klassen og sågar end i mange i den større klasse.
594 liter hedder det officielle tal – kun en bagatel mindre end VW Golf Variant og Peugeot 308 SW. Ceed Sportswagon er størst af alle med 625 liter.
Proceed er virkelig rummelig, men tallet snyder lidt. En del af literne er i tre rum under gulvet – en plads der nok forsvinder, når hybridudgaverne kommer. Og så betyder den meget skrå bagklap, at Proceed ikke er eminent til at køre kasser hjem fra Ikea.

Der er sket meget design-mæssigt med Ceed fra generation to til tre. Det helt markante er, at den tredørs er blevet til shooting brake. Dog er Proceed her et tidligt designstudie med lav motorhjelm, tilbagetrukket forrude og mega-hjul. I realiteten er den magen til de øvrige tilbage til den midterste dørstolpe. En Ceed 'CUV' ventes desuden næste år, en crossover-type.
Ikke helt billig
Motor mener
At lancere en sexet stationcar er virkelig godt set af Kia. Frisk pust! Hvor er franskmændene og tyskerne henne? Det er også en mere spændende og relevant vej end Hyundais 'fast back'-tilgang.
Kias shooting brake bliver ikke helt billig. De mindste motorer fra Ceed-familien er valgt fra, og kun de to højeste udstyrsniveauer tilbydes: GT Line og GT.
Dermed kan kunderne vælge mellem benzinmotorer på 120, 140 og 204 hk samt en diesel på 136 hk. Alle, på nær 120 hk benzin, fås med dobbeltkoblingsgear.
På europæisk plan tror Kia, at Proceed vil blive valgt af hver femte Ceed-køber.
Proceed ventes til Danmark kort efter nytår.