Skoda fortsætter med at navngive sine SUV- og crossovermodeller med inspiration fra Arktisk. Efter den helt store Kodiaq SUV og den mellemstore Karoq skal den mindste crossover hedde Kamiq.
Navnet giver nogenlunde sproglig mening for danskere, da Kamiq er det samme som det dansk-grønlandske ord kamik, en støvle af (sæl-)skind. Kamiq bruges bredt blandt inuitter, ikke kun i Grønland.
Navnet giver nogenlunde sproglig mening for danskere.
Findes i Kina - men kun navnet
Skoda har allerede i dag en bil med det navn, men det er en helt anden, lidt større og mere primitiv model, der produceres og sælges i Kina.
Se mere: Skoda klar med snyde-SUV til kinesere
Kamiq er en crossover i miniklassen og kan blive en interessant bil i Danmark. Den er nært beslægtet med Seat Arona, Årets Bil i Danmark 2018, og VW T-Cross, som kommer til foråret.
Vises til marts
Skoda har indtil videre kun vist en mørk silhuet af bilen forfra samt et billede af navneskiltet.
Motor mener
Kamiq er et fint navn. Men Skoda risikerer, at kunder og offentlighed roder rundt i navnene. Kamiq, Karoq og Kodiaq ligger tæt op ad hinanden – som Toyotas Aygo, Yaris og Auris.
Bilens udseende er det dog ikke svært at få en rigtig god fornemmelse af. Konceptbilen Vision X fra 2018 ligger meget tæt på den rigtige bil.
Verdenspremieren finder sted på Genève-udstillingen først i marts, men danske kunder må forvente at skulle vente til begyndelsen af 2020 med at få bilen.
Interesseret i en lille crossover? Se mulighederne på Biler.dk