Den genfødte Toyota Corolla er på vej i to specialversioner. Endnu inden Auris’ afløser er lanceret over for danske kunder, viser Toyota yderligere to versioner af bilen i tillæg til hatchback og stationcar.
Det sker på biludstillingen i Genève primo marts, hvor Corolla-familien udvides med en sportslig designet udgave kaldet Corolla GR Sport og en offroad-orienteret version med navnet Trek.
Sport-navnet henviser dermed udelukkende til design og udstyr.
Ikke ekstra kræfter
Corolla GR Sport fås både som femdørs hatchback og som stationcar, og to hybridmotorer tilbydes. Det er de helt standardmæssige fra Corolla, 1.8 med 122 hk og 2.0 med 180 hk.
Sport-navnet henviser dermed udelukkende til design og udstyr, idet GR Sport tilsyneladende ikke er spor mere sportslig at køre end standard-udgaverne. Hverken styretøj, undervogn eller gearkasse er justeret.
Se mere: Motors første tur i den nye Corolla
’Sporten’ består i ny grill med mørk krom, særlige skørter, særlig udstødning og en særlig grå lakering med sort tag. Mest sport er der over fælgene, som er på 18 tommer, og specielle sportssæder med ’læderlignende’ rygbeklædning.
Selv om der tilsyneladende kun er tale om en række kosmetiske justeringer, er Corolla GR Sport først klar i begyndelsen af 2020.
Stationcar med en smule pynt
Noget hurtigere går det med den anden specialversion, Trek, der kan fås efter sommerferien. Denne udgave, som Toyota betegner som offroad-fokuseret, tilbydes kun som stationcar.
Motor mener
Det virker tyndt at hive GR Sport-navnet frem til en bil, der tilsyneladende slet ikke er ændret teknisk, blot pyntet hist og her. Tilsvarende med Trek: Der er ikke meget 'aktiv livsstil med udendørs fritidsinteresser', som Toyota skriver.
Frihøjden er øget 20 mm, fælgene er særlige 17-tommers, og der er tilført særlige crossover- stylingelementer. Blandt disse ser dog ikke ud til at være de ’sædvanlige’ plastpaneler ved hjulkasserne.
Dertil er der bl.a. særlige tofarvet sædebetræk og dekorationselementer i ’træstruktur’ – hvilket umiddelbart lyder som plast med træ-look.
Trek-navnet skyldes et nyt samarbejde med cykelproducenten Trek Bicycle.
Interesseret i en ny Toyota? Se mulighederne på Biler.dk