Alfa Romeo kan være hurtig på vejen, men langt fra altid i udviklingen af nye modeller. Tre SUV-modeller, som skal bremse Alfa Romeos nedgang, har længe været planlagt, men indtil nu er det kun blevet til én, Stelvio.
Samtidig har der været fuldstændig tavshed om nogen form for eldrift, ikke blot hos Alfa Romeo, men også hos de andre mærker i FCA-koncernen, bl.a. Fiat og Jeep.
Men nu sker der noget. På årets Genève-udstilling viser Alfa Romeo for første gang i lang tid en helt ny model.
Tonale hedder den, opkaldt efter Tonale-passet som ligger ikke langt fra Stelvio-passet i Alperne.
Se mere: Alfa Romeo - italiensk monster
På årets Genève-udstilling viser Alfa Romeo for første gang i lang tid en helt ny model.
Tonale kaldes en konceptbil, men den er så godt som identisk med den færdige bil, og også navnet bliver givetvis det endelige navn på bilen.
SUV’en er et nummer mindre end Stelvio og skal konkurrere mod biler som Audi Q3, BMW X1/X2, Volvo XC 40 og den kommende Mercedes-Benz GLB samt Lexus UX.
Designet har stærke referencer til historiske Alfa Romeo-modeller, bl.a. linjer fra GT Junior.
Alfa Romeo lover ’usammenlignelig køreglæde’.
Et af midlerne er en videreudvikling af DNA-funktionen, en ret markant indstilling af Alfaers køreegenskaber. I Tonale får man med ’Dynamic’-indstillingen et ’optimalt’ udbytte af forbrændingsmotoren og den elektriske motor. Derudover kan man indstille speeder, bremser og respons fra rattet.
Plugin-hybrid
SUV’en bliver nemlig første Alfa Romeo med nogen form for eldrift. Tonale er en plugin-hybrid, hvor elmotoren sidder ved bagakslen. Om forbrændingsmotoren trækker på for- eller baghjul eller begge dele, fremgår ikke.
Motor mener
Det er godt at se, at Alfa Romeo omsider er ved at vågne med relevante modeller og grøn teknologi. Tonale er i hvert fald en flot bil og har meget større potentiale end Stelvio. Men det går stadig ikke hurtigt - bilen er tidligst klar om halvandet år.
Der er i det hele taget ingen tekniske oplysninger om bilen.
Sidst i 2020
Dog kan man i Genève se, at Tonale får et stort, digitalt instrumenthus og en 10,25 tommer trykskærm i midterkonsollen.
Produktionen af Tonale ventes at begynde i anden halvdel af 2020.
Interesseret i en ny Alfa Romeo? Se mulighederne på Biler.dk