Bilproducenterne er nææææsten klar med de nye elbiler, de har kæmpet for at udvikle i de seneste år. Det ville de alle sammen meget gerne fortælle på dette års Genève-udstilling.
Men sandheden er, at mange er et år for tidligt ude, og at de vil dukke op igen næste år, denne gang noget tættere på den egentlige lancering. Der er gået lidt 'ulven kommer' over det.
Der er til gengæld ikke noget ’ulven kommer' over de helt jordnære biler, som vi ikke skal glemme i snakken om el, brint og selvkørende biler.
Se alle elbilerne på Genève-udstillingen
Udstillingen blev nemlig i høj grad også brugt til at lancere biler, vi alle kan købe lige om lidt. Og lige præcis i denne kategori var der mange spændende hverdagsbiler.
Det var f.eks. den nye Renault Clio, der traditionelt er meget populær i Danmark. Det samme kan man sige om Peugeot 208, der blev vist første gang som både benzin-, diesel- og elbil. Også Skoda Scala og Skoda Kamiq er to nye biler, der passer perfekt ind på det danske marked. De lokker med god plads og traditionelt skarpe priser.
I den store klasse kunne en faceliftet VW Passat lokke med ny teknik, mens Mazda CX-30 sikkert grundlagde mange bilkøberes drøm om en ny SUV.
Klumme: Fiat på vej tilbage - på den rigtige måde
Umiddelbart kan man sige, at de nævnte biler er bagudskuende med teknik, der ikke tager fat om den udfordring, klimaproblemerne medfører. Men på den korte bane kan de alle brillere med teknik, der er langt mindre miljøbelastende end før. Nye generationer af motorer der kører længere på literen, og som stort set ikke udleder skadelige stoffer.
Og for dem, der gerne vil tage endnu et skridt i retning af mere grønne biler, er det værd at bemærke, at disse hverdagens biler også er planlagt som enten elversion eller plugin-hybrid, der kan køre på strøm en del af tiden.
Uanset om man hellere vil vente på dem, eller om man har behov for at købe ny bil her og nu, er det rart at vide, at bilverden stadig bevæger sig i den rigtige retning. Det er godt for miljøet, og det er godt for os bilister. For det betyder, at vi også i fremtiden kan køre i biler med god samvittighed. Jeg glæder mig derfor allerede til næste års biludstilling i Genève.